pixel

Noget om Helte

  • Nørrebro Teater
  • premiere 8. december 2017
  • 4.02

Fakta

MUSIKALSK SHOW

8. december 2017– 14. januar 2018

Nørrebro Teater

’Noget om Helte’ er en forestilling for vrøvlehoveder, barnlige sjæle, kryds og tværs-nørder. Johan Sarauws debutforestilling på Nørrebro Teater formidler på legesyg maner glæden over rimet. Vi skal huske ”at elske de søde og sprøde før de er døde”. Og hvis vi skulle savne råd, næste gang vi rammes af kast op-syge, så gælder det bare om at sluge et helt græskar på én gang. 

Halfdan Rasmussens digte fra samlingen ’Tosserier’ er fuld af spidsfindigheder, pudsige påfald – og det rene gak. Digtene fremsiges, synges og råbes fra scenen. Både de to garvede skuespillere Henrik Lykkegaard og Stine Stengade og de to unge skuespildebutanter Anne Sofie Wanstrup og Albert Stein Ankerstjerne formår på humoristisk vis at formidle digtene. Der er masser af musikalitet og en overvældende palet af forskellige karakterer, stemmer og kropssprog. 

”Jeg tror, der lever et barn derinde – en kraft, der aldrig kan drives ud”, lyder det i et af digtene, og det er sådan set en rammende overskrift for forestillingen. Der er ingen forkromet handling, ikke en bestemt morale, men masser af sjove digte, overraskelser og flotte, musikalske sekvenser. 

De er alle fire klædt som Halfdan Rasmussen med 60’er-briller, gråt hår og skjorte i stumpebukserne. Der er en lille smule spejdertrup over det, især når hele ensemblet inklusiv koret (i samme antræk) folder små påhængsstole ud fra deres rygsække og sætter sig over hele scenen. Det er en af forestillingens flot komponerede billeder. Midt i scenografien, som er enormt gennemført, såvel i kulisser som kostumer. 

Der skrives og skrives på scenen, og skrivemaskinen bliver også til et instrument, akkompagnerende fine Ida Nørby på sav. Hun spiller stille og sart i periferien af det hele, mens trommen slås an af Mads Forsby.  

Allerbedst virker det mod enden, både når de fire spillere får scenen for sig selv lidt, og især den skæve (og kritiske) fremstilling af titelsangen kan virkelig noget. Sangen, de fleste kender så godt og synes er så hyggelig, fremstår pludselig ulækkert indesluttet og navlepillende bag de pæne altankasser med kruspersille. 

Der er uden tvivl både et stærkt visuelt, humoristisk og musikalsk talent bagved forestillingen. Alligevel er der noget, der ikke helt løfter sig. Som om det stikker i lidt for mange retninger. Som om humoren er lidt for indstuderet. Som om kravene til benhård timing og iveren efter at nå alle stemmelejer, alle positioner, alle stemninger osv. spænder ben for et ærligt og umiddelbart tilstedevær på scenen. Det er sjovt, det er fint. Men nerven og samspillet, der fungerer som lim i en forestilling uden narrativ, er der ikke helt. Som små perler, der ikke altid ender på samme kæde.  

Der er også en grad af vanvid i fremstillingen, som igen kunne være fed, men desværre også fremstår lidt forceret. En sidste ærgrelse går på, at det medvirkende kor ikke udnyttes bedre. De er meget lidt på scenen og får kun en enkelt gang lov at synge rigtigt med. Måske havde det været bedre at tage dem helt ud, for der er i forvejen så mange elementer. Men næsten blot at have dem med som statister virker underligt uforløst.  

På positivsiden skal lyde en stor ros til de to skuespildebutanter, især Anne Sofie Wanstrups dragende og skæve, kropslige udtryk gør indtryk. Også modet til at lade skuespillerne skide på højtideligheden, skal der lyde ros for til instruktør Johan Sarauw. Det er langt hen ad vejen dette mod, der giver perlerne. 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

De fulde
3

Skuespilhuset
Flashdance
3

Musikhuset Aarhus
I nat kommer krigen hjem
2.04

Teatret ved Sorte Hest
Shakespeare in Love
5.04

Østre Gasværk
Hübberiet Oh la la
3

Det Kongelige Teater

seneste
film

Stalker
3

Neil Jordan
Til vi falder
4.02

Samanou A. Sahlstrøm
4.02

Asghar Farhadi
5.04

Rasmus Kloster Bro
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.