pixel

Proxima

  • Alice Winocour
  • premiere 16. juli 2020
  • 3

Proxima

Fakta

DRAMA

Premiere 16. juli 2020

Nedtælling er et klassisk, effektivt trick til at skabe intensitet og spænding for et mål. I ’Proxima’ sat op med astronomiske ambitioner overfor den allermest sårbare nærhed, der så sandelig kan give lige stærke følelser, når målet er frigørelse.

Sammen med sin 7-årige datter Stella laver Sarah (Eva Green) nedtælling på flere ting i hverdagen, leg som alvor. For Sarah insisterer på at fortælle åbent om sit arbejde og forberedelserne til den forestående 1-årige rummission hun netop er blevet udvalgt til. Sammen med amerikanske Mike (Matt Dillon) og russiske Anton (Aleksey Fateev), to machoer, der ikke har helt samme følelse for familielivet. 

Den franske instruktør Alice Winocour skaber små spændingsmomenter, der skal give en fornemmelse for faren i rummet, og man fornemmer kønskampen i hver en krampetrækning, men mændene er noget primitivistisk udlagt. Derimod et godt træk at fokusere på tyngdekraften, for både fysisk og psykisk er det noget af det, der giver flest problemer for astronauter. Man kan træne og øve, føle sig stærk og afbalanceret, men pludselig rammer det: Tyngden, eller manglen derpå. 

Metaforisk er der andre små hints. Stellas kat hedder Laika, navnet på det første dyr, en russisk hund, der blev sendt i rummet – og døde. Filmens titel omhandler nærhed, og deler desuden navn med en stjerne nær solen. Nedtællingen som optrapning og omvendt. Og den træfsikre ytring om at blive rummenneske: ”Jeg lader rummet invadere mig.”

For det er den virkelighed astronauter skal acceptere, når de vælger den karrierevej: At tilsidesætte en stor del af dem selv, og indrette deres egen personlige sindstilstand, kropslighed og ikke mindst sikkerhed på et rumprogram, der kræver benhård disciplin. Winocour nailer miljøet, ikke mindst fordi hun har filmet på virkelige locations: EAC i Køln, Stjernebyen ved Moskva og Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan.

Og så har Eva Green den sejeste blanding af kvindelig sårbarhed og kølig maskulinitet. Hendes spinkle krop i 9G-centrifuge eller kæmpe rumdragt under vand er mindst ligeså rå som når hun leverer modspil til Mikes machoreplikker, særligt den om at være rumturist! Og overfor datteren dirrer hun af separationsangst i samme stærke udtryk.

’Proxima’ er en fin og ægte stemningsfortælling, men selve historien er meget tynd og forudsigelig. Den dramatiske akse, dilemmaet om at vælge rumambitionen eller datteren, er selvindlysende simpel i udvikling og afvikling, og Winocours afvæbnende stil hæmmer følelserne. Som en af de centrale replikker: ”Deroppe løber tårerne ikke, de bliver til kugler.”

Billedet af den eksplosive rumrakets løsrivelse og vej ud af atmosfæren med et stjerneglimt er som altid fascinerende flot og råt, og det er en kliche på frigørelse, der virker. Men det ødelægges lidt, når der fyldes oveni med endnu en frihedskliche, endda med ekstra føl på. Der slår den kvindelige sentimentalitet ind, i stedet for at gå med de åbenlyse maskuline lag, Sarah også rummer. Den balance er filmens mest interessante tyngdepunkt, men det når ikke helt sit mål. 

Mest læste

kommentarer

seneste
film

Little Joe
4.02

Jessica Hausner
Undtagelsen
5.04

Jesper W. Nielsen
Sangklubben
3

Peter Cattaneo
The Kindness of Strangers
4.02

Lone Scherfig
Little Women
5.04

Greta Gerwig
QT8: The First Eight
3

Tara Wood

seneste
scene

Reflections on Bowie
5.04

Prøvehallen
Time Travel Tours
3

Liminal
Askepot
4.02

Pantomimeteatret, Tivoli
Mutter Courage og hendes børn
4.02

Skuespilhuset