Rigoletto

’La donna è mobile’. Verdi og hans librettist Piave vidste de havde et hit, da de skrev denne arie, og den er blandt de mest kendte og foretrukne af herresoloer i opera. Men den er selv som teksten beskriver: Ustadig, lunefuld, vildledende. 

Titelkarakteren Rigoletto (Fredrik Zetterström) er også humørsyg. Han er hofnar for hertugen af Mantua (Peter Lodahl), hvis evige forførelse af kvinder og hånen af deres ægtemænd skaber ustadige festeskapader. For Rigolettos talent for at få folk til at le og more sig, er blevet til mere spottende og nærmest ondskabsfuldt drilleri, der giver ham fjender og forbandelse. Som koret (af forrådte ægtemænd) synger: ”..det er narrens tur til at blive til grin..” 

Det er hævn, forræderi og nemesis på højt plan, når Rigoletto underkender forførelsens og begærets magt og rammes af egne rænker. Han frygter forbandelsen og fjenderne, men stikker alligevel hovedet i busken (bogstaveligt: træet) og tror naivt han kan beskytte sin datter Gilda (Marie Heeschen). Snart ydmyget, til grin og ramt af den største tragedie.

Librettoens sarkasme og musikkens smukke og oftest lystige motiver er i kontrast til den grumme handling, og modsætningerne spejles særdeles vellykket. I ’Pari siamo’ sammenligner narren sig med lejemorderen Sparafucio (Rúni Brattaberg), imens han klager over at han kun må grine, ikke græde – og gør præcis det modsatte. Hertugen derimod må og gør det hele, hans skamløse scorearie ’Questa o quella’ rummer også en modpol til ’La donna è mobile’ der lægger skylden på kvinderne – og dermed spejler ham selv i de lunefulde kvinder. 

Magdalena Åbergs scenografi er interessant, men for kedelig i sidste akt. Efter en spøjs åbningsakt, hvor korsangerne mingelerer sig i og omkring kegleformede (gran)træer samt trisser dem rundt på den spejlblanke cirkelscene – som både udsmykning, indramning og labyrintagtige skjul – for til sidst at vælte, stable og skrotte dem som hertugen dropper kvinderne.

Tilbage er der kun den skarpe spejling i den blanke overflade, der som en sø truer med at opsluge dem – særligt når ilden tændes og passionen vinder over fornuft og troskab. Kærligheden er lunefuld, som kvinden er lunefuld, spejlet i mandens ustadige følelser af begær og magt. 

De store temaer og forviklede drama i Verdis første store klassiker kan tolkes og opdateres til mange miljøer, men denne opsætning af svenske Tobias Theorell er ganske enkel og lader os nyde sangere og orkester, som er fint afstemt, trods de svære vindforhold. Svenske Fredrik Zetterström er solid og erfaren som Rigoletto, den danske charmetenor Peter Lodahl brillerer igen som hertugen af Mantua, og som Gilda er tyske Marie Heeschen en fryd med sine blide, indfølende soprantoner.

Det er særdeles ”mobile” at være tilbage på bakketoppen i det skønne amfiteater, og selvom det er en vindomsust kølig premiereaften holder den vidunderlige musik og de fremragende solister os til (duften af) ilden og (følelsen af) passionen. Opera Hedeland er vitterlig en unik og vellykket operaoplevelse – igen og igen.