Ritual - Rejsekammeraten

"Følg rebet.." er den første del af ritualet, der udspiller sig i et simpelt og semi-mørkt rum, hvor tekst, lyde, musik og rekvisitter forstærkes af en gennemført metafysisk atmosfære. Egentlig en lidt rå fortælling og stemning, men med grundtoner af eventyr, genskabelse og omsorg bliver man revet med, rørt og måske rusket lidt.

Eventyret er H.C. Andersens ’Rejsekammeraten’, men historien er Svends, for selvom han både læser, tolker og identificerer sig med teksten, så er han hverken fan af H.C. eller eventyr generelt. Men hans far er død og minderne flyder i en diktafon uden ord og bogbinderi med masser af ord. "Men det kan også blive for meget af det gode.." siger han og begiver sig ud på en rejse, der trækker skyggesiderne frem - i eventyret, faderen og ham selv. 

Eller er det mon fantasier, der træder frem? Neill Cardinal Furios sangtekster er proppet med dualitet - det skønne, grumme, okkulte, forførende, revsende og forløsende. Som "We shine inside the shadows.." og "Find what you’ve been missing, in our pleasure garden", og det hele ender "Heaven-sently". Død, fristelse og fantasi, som også den bærende komposition ’Once upon a Time’ formidler. For livet er ikke et eventyr, det er mere et evigt mysterie. 

Kontrasterne sprudler også i musik og sang. Operasanger Nina Sveistrup Clausens tindrende flotte kraftstemme rammer klart og fuldlødigt - mestendels som det forførende og beroligende, der enten understøttes eller flænses af Rune Risagers guitar- og synthkompositioner. Særligt når de fine koloratur-passager mixes med vild trash-guitar, bliver man påmærksom på det rituelle i dødsmessen. Køligt og særartet. 

Det er indimellem svært at holde styr på rollerne, men det forstærker bare dobbeltheden og fantasierne, der afsporer det godmodige eventyr. Prinsessen er ikke altid uskyldig og trolden kan være redningen, når rejsekammeraten fejler. Her er både dukkefører og rebfører, og døden får flere nuancer gennem ritualer som lidelse, transcendens, ofring, genfødsel og forløsning. Den æstetiske og følelsesmættede rebsession (kinbaku) af Jac Fabian er ligeså inderligt smuk som den er insisterende rå, og skaber en nærmest hypnotiserende afslutning.

Performerne er tæt på, og man føler sig indimellem trukket ind i de særlige ritualer på en fortrolighed, der for nogen vil virke tryg og andre foruroligende. Det afhænger af ens private, måske endda intime grænser. Kender man til kinbaku, ved man hvilken genskabelse det kan være, men i teaterregi fremstilles det oftest som et dødsritual - tolkningen her ligger åben. Ligeså om det så er en smuk eller grum død. 

’Ritual -  Rejsekammeraten’ er imponerende gennemført, stilistisk insisterende, nærværende og betagende. Svend E. Kristensen og hans Sew Flunk Fury Wit-team har igen skabt en fantastisk forestilling om alternative livsformer og -skæbner. Mindre eksperimenterende end ’The Foxcave’ og mere simpelt end hovedværket ’Støv’, men stadig unikt hybridteater med fokus i deres specifikke signaturer, der altid overrasker og udfordrer.