Rigoletto

Hofnarren over dem alle, er Rigoletto. Med ret til at skabe sjov og ballade blandt de fine og festlige adelige, så der kan grines af alt og alle. Men når narren pludselig er blevet for grov og grum i sin komik, så skal også han udsættes for narrestreger.

Egentlig er det hertugen af Mantova (Granit Musliu), der er skurken her, for han forfører alle kvinder, praler med det og får sin hofnar til at latterliggøre alle, inklusiv ægtemændene. Ydmygelserne topper og snart flyder forbandelse og hævn blandt hoffolket, og det rammer selvfølgelig Rigoletto (Aluda Todua) i stedet for herremanden. 

Historien vil at Rigoletto er selvforskyldt i sin ulykke. Det eneste lyspunkt i hans fortvivlede liv er datteren Gilda (Seonwoo Lee), som han er så ængstelig over at han lukker hende inde. For at beskytte hende mod hertugen og andre lystne mænd. Alligevel bliver hun både forelsket, kidnappet og det der er værre. For da Rigoletto i sin desperation hyrer lejemorderen Sparafucile (Henning von Schulman), bliver ofret en anden.

Operamester Verdi var inspireret af Victor Hugos drama ’Kongen morer sig’, der blev bandlyst ved premieren i 1832, og librettist Piave ændrede historien flere gange på grund af censur. Tilbage er et lidt rodet forviklingsdrama, som svenske Sofia Adrian Jupithers opsætning, der havde premiere i Stockholms Kungliga Operan i 2018, ikke giver meget nytolkning eller ekstra spas.

Erlend Birkelands scenografi er en stor del af miseren. Åbningsscenen er ganske storladen med et kæmpe festbord, hvor hertugen højrøvet erotiserer alt og viser erobringerne frem til sine gæster. Men at det store bagtæppe er Hieronymus Boschs ’Kristus i dødsriget’ er en ganske overdrevet tilføjelse - og i betragtning af at disse maleri-motiver er et hyppigt symbol i opera, bør man nok overveje tematikken bedre. Ligeledes virker det også lidt forslidt at festsalen i 2.akt er hærget.

Og det bliver absolut ikke mere spændende af de to grå og afpillede husmure - husfacader hos hhv. narren og morderen - der i halvdelen af spilletiden placeres tæt på scenekanten. Det bringer karakterne tættere på, men begrænser også deres bevægelser, og udtrykket bliver ofte ret statisk og får status af en koncertopførelse mere end en operaopsætning.

Heldigvis får sang og musik så det store fokus, og kan nydes i storstil. Som titelnarren synger og agerer den georgiske bariton Aluda Todua helt i topklasse - især hans hovedarie ’Cortigiani, vil razza dannata’. Og et af verdens største operahits ’La donna è mobile’ - kvinden er lunefuld - synges med charme og overskud af den kosovoske tenor Granit Musliu, så man (næsten) forstår at han kan forføre alle kvinder. 

Men alle synes lunefulde og/eller forvildede her, og det burde skabe mere spænding end det gør. I stedet føles det lidt forældet og fuld af irrationelle handlinger - mest af alt det forviklede mordplot. Og at forklare det med privilegie, forbandelse eller hittet ’La donna è mobile’ er bare for nemt. 

Det får mig til at drømme om den fremragende 2018-opsætning som Kasper Holten skabte til Malmø Opera, med nytænkning - blandt andet et stærkt tema om objektivisering af kvinder - og seje kontraster i scenografien. Så hvorfor valgte man ikke denne toproste opsætning, når man nu alligevel indledte et samarbejde med svensken? Hvilken narrestreg.