Sælgeren

Et ægteskabs revner og rynker. Det har været iranske Asghar Farhadis succes-signatur de seneste seks år og tre film, og historierne er kun blevet mere detaljerige og dybdegående. I sin nyeste Oscar-vinder ’Sælgeren’ får han viklet parlivsdramaet ind i et tæt thrillerplot, hvor hævnens knude til sidst twistes aldeles nervepirrende.

Revnerne starter som ydre udvikling. Den slags hvor byudvikling jævner et område og får de nærliggende bygninger til at revne og true med kollaps – så Emad (Shahab Hosseini) og Rana (Taraneh Alidoosti) må evakuere deres Teheran-lejlighed. I det nye lejemål, som en ven stiller til rådighed, har der udspillet sig skumle affærer, hvis efterspil er et voldsomt overfald på Rana. Og så bliver flængerne i parrets forhold for alvor synlige.

I sin karakteristisk omhyggelige og psykologisk sikre fortællestil får Farhadi skabt en suspense, der først slipper det afdæmpede og naturalistiske i de sidste heftige konfrontationer. De mandlige og kvindelige energier afbalanceres så sympatien skifter jævnligt, og meget af filmen føles som et mysterie, der kun kan forløses med den kommunikation, som øjensynligt er bristet. 

Rana er mærket fysisk, men reagerer psykisk, imens Emad rammes psykisk og reagerer fysisk. Så det hævnscenarie Emad har planlagt, glider hurtigt af sporet, og udvikler en ny suspense af panik og magtesløshed. Det dirrer af omvendt psykologi, dobbelt nemesis og højspændt dilemma, imens Farhadi flækker klicheerne ud af hævn og tilgivelse. Formidabelt. 

Det spaltede verdensbillede udspiller sig også i parallelscenerne, hvor Emad og Rana bijobber på det lokale teater – som ægteparret Loman i Arthur Millers ’En sælgers død’. Denne klassikers temaer om socialt kollaps og mandens rolle som forsørger/beskytter stemmer lige ind i ’Sælgeren’, hvorimod stykkets dominerende stemning af drømme versus realiteter slukkes med neonlysene hver aften.

En ikke helt fuldendt parallel, og der er andre løse ender, samt et par lidt for heldige plotløsninger, der skurrer den helt unikke realisme Farhadi excellerer i. Men samtidig er de åbne ender jo en del af livet, og en del af Farhadis pointe om hvilke følelser man deler med sin ægtefælle og hvor dybt man egentlig kender ham/hende. Den sidste billedindstilling er så smuk, smertende, gribende og suggestiv for revner og rynker, ægteskabets som livets. Et lille, uforudsigeligt mesterværk!