pixel

Anmeldelser fra CPH PIX 2019

  • CPH PIX WEEKEND
  • premiere 14. november 2019
  • 4.02

Disco

Fakta

CPH PIX WEEKEND

14. - 17. november 2019

Årets CPH PIX-program er en mindre udgave med tilnavnet WEEKEND – indtil festivalen bliver relanceret – og det er en forlænget weekend, der også byder på events fra talerør til dansesko. Man kan blandt andet møde Ghita Nørby, Trine Dyrholm og Victoria Carmen Sonne til Fireside Chats på Library Bar, Hotel Plaza; og Lone Scherfig kommer forbi Grand efter den eksklusive visning af hendes nye film ’The Kindness of Strangers.’

Selve filmprogrammet består af (næsten) lige dele debuterende og etablerede filmmagere, hvoraf en stor del af filmene får dansk premiere. Deriblandt åbningsfilmen ’Selvmordsturisten’ af Jonas Arnby, Sundance-vinderen ’Honey Boy’, Daniel Borgmans ’Harpiks’ og vinder af Juryprisen i Cannes ’Les Misérables.’ Disse forpremierer må ikke anmeldes allerede nu, så hermed et udvalg af debut/talentfilm, danske og udenlandske.

Disco ****
Disco eller Gud? Det glimter og flimrer i begge heftigt overstyrede sfærer for unge Mirjam, der er stjerne begge steder – som danser, sanger og ikke mindst forbillede for de andre unge, der skal lokkes til de lidt bedagede koncepter. Imellem disse yderligheder er der gevaldige sprækker i familielivet, hvor fortidens sexovergreb og vold helst glemmes. Men hverken tro eller trofæer kan hele traumer, så Mirjam drives endnu længere ud i ekstremer. Djævelen bryder sjælen ned, prædiker de så vanvittigt at det bliver tydeligt at Guds ord kan manipulere på præcis samme måde. Norske Jorunn Myklebust Syversens visuelle stil er lys og positiv, men under pastellerne og guldglimmeret ulmer tragedien, og vidunderlige Josefine Frida Pettersen (Noora fra ’Skam’) får mere og mere udtryk af trancetilstand. Gud lever, og disco er død?

Victim of Love ***
Det sprutter af talent i Jesper Isaksens spillefilmdebut, men det rødglødende horrordrama leverer mest på den fede, porno-stiliserede æstetik. Drøm og virkelighed smurt ind i blodigt væv, spændt ud i kæder, lak og læder, samt jaget af gespenster i et junk- og sexvædet mareridt. Fede billeder af Mathias Tegtmeier og colorgrading af Norman Nisbet, helt i stil med hans dybde fra Nicolas Winding Refns ’The Neon Demon.’ En anden Refn-favorit, Julian Winding mixer godt ind i den syrede, boostede lydside, hvor Søren Haahrs dunkle electronica dominerer. Historien om fyren, der leder efter sin forsvundne kæreste og farer vild i storbyens og egne dæmoner, er tyndslidt af klichelir og corny snak. Selvom Rudi Køhnke kan bære det hele med sit overvældende nærvær – det her er den mest gennemført rå, hudløse og dyriske præstation i dansk film, siden Refns ’Bleeder.’ 

Blurred Vision/Tågeblik *** 
En fin debutfilm fra Ivan Elmer (bror til Jonas), undervejs over to år, og allerede belønnet på udenlandske festivaler. Trods minimalt budget bæres filmen af en gennemført æstetik, naturalistisk som symbolistisk. Især i fokus på skuespiller Ida Cæcilie Rasmussens ægte graviditet, der bringer ekstra nerve til det forpinte forhold mellem de vordende forældre, Elisa og Andrè. Imens syder svigermor af skumle hemmeligheder, og da Andrè vil gære mosebryg med nye ingredienser, fifler en fordums ven med Paxilus Involutus – og så risler alt over i heftige efterveer. Der er flotte drømmesekvenser, men mareridtet forbliver lidt uklart, ligeså slutsekvensen.

Maternal/Hogar ****
Paradokset i at være teenager og mor samtidig får naturligt ekstra udfordring, når hjemmet (hogar) er styret af nonner, primært ældre (fantastisk typecasting). I Buenos Aires, hvor abortdebatten stadig er spillevende. Der har instruktør Maura Delpero researchet grundigt og hendes dokumentar-baggrund smitter af på ’Maternal’, hvis stemning og æstetik er særdeles jordnær og tæt på objektiv. De unge, ofte rebelske, teen-mødre kalder hinanden bitch og puta, imens de drømmer om at prinsen skal redde dem. Men mænd er kun nærværende ved de blå mærker og tårer pigerne blotlægger, efter de har været ude på festaften. Som den vilde Lu, hvis datter søger trøst hos den unge novice Paola, der som nyankommen endnu ikke har lært at balancere sine følelser. Smuk, smuk slutning, som samler alle følelsesdilemmaer.

Ingen skal sove ***
”Her på kanten af landet…” lyder det i den fine titelsang, og det er bestemt ikke nemt at sove her, hvor alt synes på vej mod afgrunden. I Christian Andersens debutfilm skal man passe på med at ønske sig et sted at gemme sig for omverdenen, særligt når man som parret Maria og Jonas allerede er lidt på kant med hinanden. Det mystiske kollektiv, de trækkes ind i, har udover en knivkastende leder også mirakelbryggende heks og masketosse med løse patroner. Det er en klassisk historie om frygt, der sniger sig ind alle steder, så det i stedet for fælleskab og hygge ender med alle mod alle. Loyaliteter fløjter rundt, uden man rigtig kan fatte tillid eller sympati for nogen. Men interessant slutning, selvom motivationen virker lidt underlig.

Mest læste

seneste
film

Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
Birthday Girl
4.02

Michael Noer
Jeanne du Barry
3

Maïwenn

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling