Sanctum

Nu om dage er der frit valg på ekstremsportens hylder: Man kan løbe en maraton på Nordpolen, bestige Everest uden iltmaske, eller sejle i kajak over verdenshavene. Og så kan man, som de gør i 'Sanctum', dykke i huler.

Og ikke bare små hyggelige huler. Nej, vi taler om underjordiske, snævre og samtidig gigantiske, mørke huler i Jordens indre, som ingen ved hvor ender, og hvor man er i konstant fare for at fare vild, løbe tør for ilt eller det der er værre.

Frank er drevet af en hellig ild når det kommer til huler, og sammen med et større hold artsfæller og sin modvillige søn (som han ikke har det tætteste forhold til) leder han en ekspedition langt under jorden. Drivkraften er at finde vejen ud og, ikke mindst, finde steder ingen mennesker har været før - som en slags månelanding i Jordens indre.

Men selvfølgelig går alting godt og grundigt ad helvede til. En voldsom storm truer med at oversvømme hulesystemerne og skæbnen vil, at de ikke kan komme ud den vej de kom ind, og der starter en benhård kamp for at overleve.

Der er ingen tvivl om, at der er masser af kød på 'Sanctum's grundhistorie – ikke mindst fordi den efter sigende er (løseligt) baseret på virkelige hændelser. Der er stof til stort drama, adskillige adrenalinsus, generel fascination og regulær rædsel – og så alt sammen i 3D!

Derfor er det så meget mere ærgerligt, at man slutteligt efterlades med fornemmelsen af at 'Sanctum' ikke er meget andet end en B-film i ualmindeligt spektakulære fåreklæder. For det er så forudsigeligt, overkørt og overspillet, at det til tider tangerer det komiske.

Man begynder at forstå hvorfor det går så galt, i takt med at det går op for én, at denne såkaldte James Cameron-film vist ikke er helt så meget Cameron, som man kunne ønske sig. 'Sanctum' er derimod instrueret af den hidtil ukendte Alister Grierson, hvorfor man retteligt føler sig lidt snydt.

For selv om Cameron, som 'executive producer' (hvad laver sådan én egentlig?), uden tvivl har haft mere end en lillefinger med i spillet, så er det overordnede resultat simpelthen for ujævnt. Hvorfor skal der råbes så højt og så vredt hele tiden, hvorfor er karaktererne så karrikerede, og hvorfor spiller de fleste skuespillere som om de hører til på et provinsteater?

Når alt dette er sagt, er 'Sanctum' stadig en imponerende og skrækindjagende visuel oplevelse, og i den optik et ganske fornøjeligt selskab i de par timer det varer. Med lidt kærlig omsorg for manuskriptet, lidt mere poesi og mindre armbevægelser, kunne det have været så meget mere.