Sangklubben

”Indtil vi griner igen.” Hovedreplikken, der rammer kernen i dette britiske feel-good drama, står klart som de genkendelige toner i 80er-pophitsene, de synger med stor entusiasme. Men man savner netop flere grin, mere musik og ikke mindst overraskelser.

Det leverede ’The Full Monty’ kæmpestort, og instruktøren Peter Cattaneo har nok skævet til skabelonen for sit 1997-hit, da filmhistorien om de syngende militærfruer skulle realiseres. Inspireret af de virkelige Military Wives Choir, der i 10 år har skabt et verdensomspændende netværk under mottoet ”sing, share, support.” 

Når deres militærmænd/kvinder bliver udsendt, søger fruerne sammen om aktiviteter, og den nyankomne, nygifte Sarah (Amy James-Kelly) foreslår et sangkor. Det er en udfordring for de fleste, ikke mindst Kate (Kristin Scott Thomas), der vil styre det hele med klassisk korledelse, hymner og dirigentflagren, men må indse at Lisas (Sharon Hogan) ide med pophits, keyboard og løssluppenhed fungerer bedre. Så godt at de pludselig bliver tilbudt at optræde til Festival of Remembrance i Royal Albert Hall, London.

’Sangklubben’ nærmer sig det ægte, og der er linet op med gode karaktertyper, men manuskriptet fokuserer på Kate og Lisa, deres tilnærmelige sameksistens og det uundgåelige store sammenstød. Så det bliver bare mere traditionelt kvindedrama end hvis man havde smidt lidt af den forudsigelige alvor og skruet op for den elskelige humor, som britcom er kendt for.

Det meste af humoren leveres ret tørt eller sarkastisk, og rammer ikke altid rent i grin. Det bedste og mest overraskende kommer på en regnvejrstur, hvor en af kvinderne skal rekvirere et plaster fra officer Crooks (Jason Flemyng), der mener han har set/hørt alt på sine ture i Afghanistan. 

Her opstår også et af de federe musikalske øjeblikke – med Yazoos ’Only You’ – hvor et talent bryder frem. Derefter klicheerne med Tears for Fears’ ’Shout’ og Cindy Laupers ’Time after Time’ samt en finale med Sister Sledges ’We are Family.’ Der burde være meget mere glædelig musik og sang, og meget mere sjov med tonearter.

Især fordi pointen er at more sig, fremfor at lyde perfekt. Og målet er at gøre det personligt, for det er det, der rør. Det lykkes med sangen til velgørenhedsshowet, sammensat af linjer fra fruernes breve: ’Home Thoughts from Abroad’ skrevet af Robbie Williams og Guy Chambers. Med hovedreplikken ”Till we laugh again” allermest rørende.