Shadowland

Der er skygger af magi i Tivoli, hvor en lille pige er faldet i søvn og drømmer den mest utrolige drøm. Der er liv og lys. Publikum lulles ind af dansekompagniets utrolige energi og smidige kroppe. Men den visuelt smukke vuggevise bliver en anelse trættende og effekterne flyder over og drukner en egentlig fortælling.

Pilobolus er et amerikansk dansekompagni med en lang tradition for at skabe udtryksfulde og magiske produktioner. ’Shadowland’ passer lige ind i rækken af eventyrlige fortællinger, lavet i samarbejde med Steven Banks, hovedforfatteren bag ’Svampebob Firkant’. Med det udgangspunkt må historien nødvendigvis have karakter af et surrealistisk fortællerunivers. Op til flere finurlige figurer og en historie, der gakker totalt, ser ud til at bekræfte, at Banks har fået kreativ frihed.

Den unge pige falder trygt i søvn på sit værelse, men vågner pludseligt midt i et mareridt, hvor ”den der kommer allersidst skal i den sorte gryde.” Hun jagtes rundt af kannibaler med store økser, en ond cirkusdirektør, og hun ydmyges offentligt for at have hundeører. Og så når hun også lige at stifte bekendtskab med erotikken, når to muskuløse mænd kaster rundt med hende som var hun let som en fjer, inden hun til sidst vågner og indser, at det hele bare var en drøm.

Ni dygtige moderne dansere fortæller historien med kroppe som græske guder og med en utrolig energi, der når langt ud over scenekanten. Men det enorme set up af storskærme, lamper, kostumer og lyd flyder ud i drømmesekvenser, der fortæller historier om alt og ingenting.

Fortællerammen er bygget op om kæmpestore lærredsrammer, hvor danserne projiceres op, og som giver plads til at fantasifulde fortællinger enkelt kan skabes hos publikum. ’Shadowland’ er stærkest i de skarpe figurer af kroppe, der transformeres til en elefant, en kødædende blomst eller en søhest.

Den enkle poesi er ren magi, men forestillingen skynder sig igennem alverdens små fortællinger og drukner lidt i det kunstneriske udtryk. Et levende lydtæppe af den amerikanske musiker og filmkomponist David Poe lægger en stemning over scenen, der komplimenterer forestillingens barnagtige fortælling.

’Shadowland’ leger med skygger af magi og får på ingen tid vækket fantasien hos dets publikum ved hjælp af lyd, lys og krop. Specielt afslutningen, som er lavet specifikt til Tivoli, åbner op for en særlig poetisk visualitet, kækt akkompagneret af Burhan G.