Sherlock Holmes 2: Skyggespillet

Dem, der råbte ”Helligbrøde!” efter Guy Ritchies genopfindelse af Sherlock Holmes som Victoriatidens James Bond, bør blive langt væk fra efterfølgeren. Som vi andre så kan få lov at muntre os med i fred.

Ritchie holder nemlig ild i kridtpiben med charme, mysterier og superslow-sekvenser uden at se sig tilbage i sin transformation af Holmes fra manisk mesterdetektiv til manisk actionman, der i Robert Downey Jr.'s oneliner-inkarnation er lige så meget en handlingens mand som et observant geni – og lidt af en dragqueen.

Denne gang er det personligt, når han støder sammen med ærkefjenden Professor Moriarty, måske den eneste mand, der er lige så skarp i potten som ham selv. Gevirklasket slår gigantiske gnister på begge sider af Den Engelske Kanal, helt frem til klimakset ved Reichenbach-vandfaldet i Schweiz, som enhver Sherlockolog vil kende betydningen af. Vejen dertil har blot absolut intet med det litterære forlæg at gøre.

Set efter med luppen, føles indtil flere detaljer i det store plot konstruerede for konstruktionens skyld, men når al helligbrøden alligevel glider så tilfredsstillende ned, er det selvfølgelig igen fordi, vi fodres af det drilske guttermandssamspil mellem Downey Jr. og Jude Law som Dr. Watson. De boltrer sig begge som kåde fisk i vandet, der nu har fået selskab af en ætsende Jared Harris, som den lede gedde Moriarty.

Noomi Rapace er så tilgengæld lidt af en overflødig guldfisk som selvudslettende sigøjnerpåhæng uden den mindste runding af noget Salandersk.