Sorg og glæde

’Sorg og glæde’ burde have heddet ’Kærlighedens smerte’. Men den titel var jo taget.

Der er et fremtidsblik mod slutningen af filmen. Her ligger Johannes i sengen med sin kone 26 år efter den ulykkelige begivenhed, hvor hun i et psykotisk øjeblik skærer deres fælles spædbarn i halsen med en køkkenkniv. ”Du er så smuk,” siger han (Jacob Cedergren) og kysser konen (Helle Fagralid) på skulderen.

Det er det ene minuts lykke, der findes i ’Sorg og glæde’, Nils Malmros’ nyeste og dybt personlige film. Desværre så personlig at Malmros mod enden skal retfærdiggøre sine egne handlinger i en sådan grad, at det står i vejen for den ellers uhyggeligt stærke historie.

For fortællingen kan man ikke tage fra én af dansk films mest garvede instruktører. I skikkelse af Jacob Cedergren udfritter han det for ham smertefulde år 1984 for tilskueren, så det sommetider sitrer i biografsalen. Glæde er her ikke meget af, men til gengæld ligger smerten over at elske et menneske, der lige har dræbt ens baby, konstant og prikker over alt i filmen. Det må næsten have irriteret Malmros, at han allerede havde brugt titlen ’Kærlighedens smerte’ tilbage i 1992, for den havde passet forbandet godt til hans nyeste film.

Således kommer smerten altså både instruktøren til gavn og last. Historien nager (naturligvis) Malmros så meget, at han mod filmens slutning forsøger at bevise, at alt, hvad hovedpersonen i løbet af filmen fortæller en psykiater, er den skinbarlige sandhed. På den måde får vi historien serveret to gange. Og uanset hvor godt den er fortalt, hvor formidable skuespillerne er, og hvor rørende ’Sorg og glæde’ flere steder bliver, så behøver vi ikke både høre og se fortællingen to gange. Men gribende er det. Også i den grad.