Stormfulde Højder

Glem alt om pyntelige kostumer, velfriseret hår, civiliseret opførsel og nydelig romantik. Den klassiske kærlighedshistorie om Cathy og Heathcliff når nye højder i nærkontakt med mudder, blæst og vegetation. Dette er kærlighed som ren naturkraft - så sanselig, barsk og primitiv at "rusketur" får ny mening.

Elsker man ’Stormfulde højder’ som Hollywood-kærlighedsepos med Olivier og Oberon, er denne version ganske overvældende. Men fans af Emily Brontës berømte roman fra 1847 vil genkende den vilde natur og de sadomasochistiske undertoner.

Oprør raser i den unge fyr, som en farmejer finder i Liverpools gader og giver navnet Heathcliff. Det nye familiemedlem slår fra sig - fysisk og verbalt - når noget går ham imod. Især broderen forpester tilværelsen for ham, lige så meget som søsteren Cathy forsøder den.

Alt fra bøger til natur bliver udforsket og en legesyg passion udvikler sig. Men naiv kærlighed kan ikke udligne status og stand. Og skæbnen bliver kun mere fatal, da Heathcliff tager sit sidste opgør.

Helt efter bogen, enkel og utvetydig, men fortællestil og billedæstetik gør filmen til et pragtværk af en kærlighedstragedie. Al sentimentalitet er væk og erstattet med rå naturalisme og samfundsrealisme.

Og Heathcliff er sort! Det er der naturligvis en vis provokation i, fordi det signalerer slave mere end nogen anden etnicitet. Oven i er også spørgsmålene om status, penge og dannelse uendeligt aktuelt.

Men det grandiose ligger i naturen, hvorfra alting opstår og dør. Fra spirende planteliv over barske barnefødsler til blodige dyredrab. Robbie Ryans håndholdte kamera går tæt på alt (i det gamle 3:4-format), ligesom naturlydene boostes. Indimellem dystert og klaustrofobisk, men oftest smukt og livsbekræftende.

Det er kærlighed, hvor nydelse møder smerte. Eminent illustreret i scenen hvor Cathy slikker Heathcliffs piskesår midt på den stormfulde hede. Fuld af seksuelle drifter og dyriske instinkter. Præcis som filmens mest tragiske scene, der vendes til den mest grænseoverskridende og provokerende.

Filmens eneste fejl er, at hovedrollernes to aldre spilles af to forskellige sæt skuespillere - trods de ikke er blevet særligt meget ældre. De yngste (Solomon Glave og Shannon Beer) er fantastiske, men meget af passionen og kemien er blæst væk med vinden hos de voksne aktører (James Howson og Kaya Scodelario). Jammerligt skuespil, og sørgeligt for melodramaet.

Men al respekt til britiske Andrea Arnold, der - efter filmperlerne ’Fish Tank’ og ’Red Road’ - har skabt en hybrid mellem fortiden og nutiden, der understreger at billeder og lyde fortæller tusind ord. Arnolds ’Stormfulde højder’ er rendyrket naturpoesi, hvis udtryk er så rustikt og barskt at man føler sig helt og aldeles gennemrusket.