Submarino

Hvem havde gættet at det blev Thomas Vinterberg der genoplivede dansk films socialrealisme? Efter årtier med berøringsangst for film der ikke er ude på at underholde, er det befriende at se en film der ikke er fedtet ind i nervøs ironi og skæve bifigurer som partout skal løfte stemningen når det bliver for tungt.

Submarino er tung. Og alvorlig. Og den undskylder ikke for det. Med ophav i Jonas T. Bengtssons roman løfter filmen en sten i det tristeste hjørne af Nordvest og betragter usentimentalt de væsner der kravler rundt under stenen. Væsner der er kommet rigtig dårligt fra start. Såsom to brødre der, stækkede af et uafrysteligt barndomstraume, sejler rundt i hver sin ensomme sø af misbrug og håbløshed.

Jakob Cedergren underspiller røven ud af Nordvest-træningsbukserne med en indelukket “hvad glor du på”-attitude. Og møder sin modvægt i broderen, Peter Plaugborg, der udtrykker sin desperation og smerte som en mand i en skruetvinge. Submarino er en fremragende film der minder os om at vi da overhovedet ikke er født lige, og at retfærdighed ikke har ret meget med noget at gøre. Men samtidig åbner den dog et lille vindue af håb ... men kun på klem.