pixel

Sweeney Todd

  • Operaen
  • premiere 23. november 2019
  • 4.02

Sweeney Todd

Fakta

MUSICAL/OPERA

23. november 2019 – 22. februar 2020

Operaen

Missekød, spækfedt, kværnet kadaver. Der er noget for enhver smag – kompositorisk som kulinarisk – når Sweeney Todd svinger ragekniven. For i Stephen Sondheims mesterlige musical om den dæmoniske barber fra Fleet Street er der masser af kød og blod på menuen.

De fantastiske sangtekster er knivskarpe, boblende af ironi og intrige, og proppet med eminente ordspil – som i 1.akts afslutningsduet ’A Little Priest,’ hvor godsejer, advokat, biskop, købmand, sømand med mere dissekeres i smag og kvalitet, med en spydig snert af klassekritik. Helt ind til kulturknoglerne med ”Then actor, that's compacter! Yes, and always arrives overdone!” 

Det er en ovenud tæt, skarp og skrap shave, Sweeney udøver i den røde barberstol på overetagen af Mrs Lovett’s Pie Shop – af hævn, nød og til dels vanvid. For med tidens kødkrise gælder alle kneb – ”It’s who gets eaten, and who gets to eat!” – så de skaber et kvikt partnerskab med direkte forbindelse fra barberstol til bageovn. Og går fra ’Worst Pies in London’ til regulært pie-succes-mania. 

”Hele verden er et slagtehus,” lyder teksten, men ligeså meget er verden et galehus. Mani og vanvid gennemsyrer denne britiske opsætning fra 2013, der er rykket frem til Thatcher-tiden og udspiller sig med en ramme af et galehus, hvorfra karaktererne indimellem bryder ind i den primære handling. Eksempelvis hottentot-tiggerkonen, der konstant tilbyder sex – det er der en psyko-tragisk mening med, ligesom det generelle tema om fangenskab følger de fleste karakterer.

Barberen selv er vendt hjem fra ufrivilligt eksil, dømt af dommer Turpin (Morten Staugaard), der først lystede efter hans kone Lucy og nu holder hans datter Johnna (Renate Ekerhovd) fanget for giftemål. Hævnen over dommeren og betjentvennen trækker ud og kaosset udvides med en forelsket sømand (Simon Duus), en italiensk frisør og eliksirmager (Gert Henning-Jensen) samt hans lærling (Frederik Rolin). Men stanken fra kælderen breder sig, og andre stedet i byen brænder det også.

Sondheims morbide musicalballade fra 1979 er samfundskritik baseret i klassiske karaktertyper: Den undertrykte menigmand, der knækker psykisk og kun kan tænke på hævn. Den pressede pragmatiker, der vender krisen til kapitalistisk udbytte. De lede magtfolk, der gør hvad de vil, bare fordi de kan. Den dristige fidusmager, der tror han kan slippe afsted med alt. Og det unge, naive, romantiske par, som alle vil udnytte eller fordærve. Moralen er tydelig, og kun få undslipper ragekniv, kødkværn eller bageovn.

Desværre er det kun den røde barberstol, der skaber lidt dødshumor, kværnen er der ikke meget gys i og endnu mindre i ovnen, der bare er en lem i gulvet. Så det er mestendels de Todd’ske blodsplat og den blodrøde lyssætning, der giver horror-stænk til den ret grå og trøstesløse scenografi, hvor containere og kasser åbnes og lukkes, samt ståltrapper rulles rundt af de vanvidsramte.

Så det knager lidt i scenografien og knitrer i højtalerne fra mikrofonerne, som operasangere ikke er vant til at skulle tage hensyn til, når de springer ud i slapstick-agtige spræl. Det kan virke rodet, ligesom musikken tager flere krumspring, hvor dissonansen klinger igennem. Men det er pointen i Sondheims skarpt varierede og raffinerede partitur, hvor inspirationen springer vidt. Fra ’Dies Irae’ (ofte forbundet med dødsmesser), over traditionelle kirkeorgeltoner, britisk viseetikette, livlig filmmusik til de sentimentale musicalnumre som ’Johanna’ og ‘Ah, Miss’, der får operaklang fra sangerne.

I titelrollen er bariton David Kempster ofte for anonym, for reserveret, når nu han skal afspejle den dæmoniske hævnlyst. Så det bliver contralto Alissa Anderson, der stjæler showet med sin vidunderligt bramfrie drivkraft og perfekte (cockney)accent. Velfortjent får hun dedikeret den skønne sang ‘Not While I'm Around’, sunget af det unge talent Frederik (Paevatalu) Rolin.

‘The Ballad of Sweeney Todd’ går gennem hele forestillingen – fra grundvarsel over desperation til endnu større vanvidsmemento – og Det Kongelige Operakor formidler skarpt og inderligt den makabre menu. Som et barbarisk rekviem, en dødsmesse a la ’Dies Irae,’ der betyder vredens dag, og fortsætter: ”verden blir i aske lagt.” For selv kød og blod bliver til aske.

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Ballet de Luxe
5.04

Det Kongelige Teater
Så længe mit hjerte slår
5.04

Folketeatret
Bonnie & Clyde
4.02

Betty Nansen Teatret
Tosca
4.02

Malmö Opera
6

Skuespilhuset
Brødrene Løvehjerte
4.02

Skuespilhuset

seneste
film

Aretha Franklin-Amazing Grace
5.04

Sydney Pollack, Alan Elliott
Parasite
5.04

Bong Joon Ho
Psykosia
3

Marie Grathø
Marriage Story
5.04

Noah Baumbach