The Cabin in the Woods

Der er flere formidable grunde til, at gysere og horrorfilm altid læner sig op ad konventioner og er fyldt med klicheer. Det hele – og mere til – genses i ‘The Cabin in the Woods’, der tager enorme frygtindgydende favntag med genren.

Klicheerne ruller oplagt fra start. Fem venner tager på weekendtur til en afsides skovhytte og afslører snart deres horror-arketyper: Luderen, atleten, skolaren, narren og jomfruen.

Straks er festen i gang, og der skal ikke mange sandheder og udfordringer på banen, før lemmen til kælderen springer op – helt af sig selv! Nysgerrige og pjankende udforsker de unge kælderens ældgamle, mystiske og skumle tingester, indtil ...

Herfra er det så slut med klicheer, som vi kender dem. Man kan ikke regne med noget som helst. Udover at blive overrasket – med både skræk og sjov. Producer Joss Whedon og instruktør Drew Goddard har før skrevet sammen på 'Buffy'- og 'Angel'-serierne, og med 'The Cabin in the Woods' skriver de videre på skrækscenarierne og vender dem på deres tomme, blodsprængte hoveder.

For regler er skabt til at blive brudt, og gru for nogen, er måske bare endnu en dag på kontoret for andre.

Det flyver med hints og referencer: Visdomsord fra en syrespyttende særling af en tankpasser, gamle kragetæer i en dagbog og spooky malerier. Listen er lang som monstertentakler, og blandt de mere sofistikerede er et hint om, at japansk horror heller ikke er, hvad det har været, og et sidste ultimativt referencehit i form af en sej cameo.

Med den nyeste trend af torturgys som ‘Hostel’ og realityflip som ‘Paranormal Activity’ er der efterhånden langt mellem de rigtig gode gys, hvor både fortælling, frygt og splat rykker. ‘The Cabin in the Woods’ kan, vil og gør det hele forrygende, men de enorme genrefavntag kommer indimellem til at spæne ben for hinanden.

Den svære balancegang med både at tolke genren, referere andre idealer og hellige sig splatten, skygger for den individuelle vision. Især når de mange plothuller og løse ender hober sig op hen imod slutningen, føler man, at der ikke er helt styr på løjerne.

Men det er ægte slam-fest, når alverdens uhyrer tromler vildt og løjerligt ud af deres glasbure. Den store sammenhæng er måske ikke helt igennem ny, men helt igennem horror-ægte, og ironien fornægter sig heller ikke.

Pointen er jo, at vi horror-fans elsker mange af klicheerne og konventionerne, og vi søger gyset for at blive manipuleret til at tro på og gyse over fænomener, vi normalt ikke tror på eller frygter. Så vi fans er med til at skabe behovet. Vi er selv små monstre indeni.