pixel

The Captive

  • Atom Egoyan
  • 2.04

Fakta

THRILLER / DRAMA
Premiere 13. november 2014

Isnende kold og psykopatisk. Det kan såmænd sagtens være basis for en god film, men Atom Egoyans ’The Captive’ er rodet i sin fortælling og flad i sine metaforer.

Den armensk-canadiske instruktørs velkendte emner som forsvundne børn, voyeurisme og tabusex toppede med ’Exotica’ og ’The Sweet Hereafter’. Sidstnævnte var også indhyllet i sne og kulde, men formidlede alligevel masser af dybe følelser. ’Exotica’ udnyttede sofistikeret sine metaforer, men ’The Captive’ klumrer med Mozarts opera ’Tryllefløjten’ og græsk mytologis Kassandra.

Æstetisk gennemført i skarp, hvid kølighed, hvis iskolde lag hæmmer karaktererne, der er ubehjælpeligt fanget i grusomhederne omkring børnebortførelser. Forældrene (Ryan Reynolds og Mireille Enos) er gået fra hinanden af skyld og bebrejdelse. Politidetektiverne (Rosario Dawson og Scott Speedman) er så indsovsede i det betændte pædofilimiljø, at det forskruer deres forhold indbyrdes og til omgivelserne. Tacklingen er åbenbart at blive endnu mere indefrosset.

Titelpersonen er pigen Cassandra, som synes at interessere Egoyan allermindst, hun er nærmest bare lokkedue – helt konkret for en sexwebportal. Lige så implicit som denne portal er, ligeså forhippet er bagmanden (Kevin Durand), der er så psykotisk, at han ikke fatter sine rædderligheder og tror, han kan slippe fra at smide om sig med spor.

Der er ellers nogle interessante grundideer i at modstille den følelsesmæssige påvirkning af de involverede omkring forsvundne børn med den utilpassede (reality)interesse for at se andre menneskers dumhed, fiasko og lidelse. Det er to måder at nulstille sine følelser – den første af ægte traume, den anden af falsk sympati. Groft sagt. Og det kommer ikke meget videre end bare tanken.

Men mest af alt er den ulidelige – og i starten langtrukne – krydsklipning frem og tilbage i tiden før og efter Cassandras kidnapning ekstremt ødelæggende for spændingen, der i forvejen har svage kår i den frosne tilstand. Man bliver temmelig træt af at skulle samle puslespillet, og det overordnede indtryk af filmen bliver som en fragmenteret fortælling, hvor puslespillet ikke kan samles helt.

Den absurde slutning er endnu en brik, der ikke passer. Mere psykotisk end lykkelig. Man håber nærmest, at det er endnu et billede på psykosen, for lykkelig er jo helt uden mening. Men måske er det slet ikke et slutbillede – bare endnu et flashback. Hvilket heller ikke bringer hverken mening eller følelser frem. Man er efterhånden godt gammeldags kold i røven.

Mest læste

seneste
film

Past Lives
4.02

Celine Song
Jeg er morderen!
5.04

François Ozon
Håndtering af udøde
4.02

Thea Hvistendahl
Dream Scenario
4.02

Kristoffer Borgli
The Night of the 12th
5.04

Dominik Moll
Frit fald
6

Justine Triet

seneste
scene

Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling