The Counselor

De lever for at jage, og jager for at dræbe. Fascinationen af verdens hurtigste rovdyr, geparden, er veloplagt og smukt tematiseret i dette thrillerdrama om begærlighed og hovmod. For ’The Counselor’ er et rovscenarie af rigdom, succes og status, der bare vil have mere og mere – og der er absolut dyriske træk i de fleste karakterer.

Den største beundring lever i sociopaten Malkina (Cameron Diaz) og afspejles i en supersej tattoo fra skulder til haleben og selvfølgelig et par kæledyr med 120 km/t. Hendes appetit er løssluppen, til gengæld kan hun tæmme de fleste omkring sig. Særligt kæresten Reiner (Javier Bardem), der i fin gekko-stil med drevne smil, stridt punkhår og broget tøjsmag kan fixe enhver deal i grænselandet El Paso/Juárez.

Også når en mand, alle bare kalder Sagfører (Michael Fassbender), vil involveres i en narkosending til 20 millioner. Ligeså cool og selvsikker han er, ligeså douce og renhjertet er hans nyforlovede (Penélope Cruz). Indtil videre. For trods advarsler fra Reiner og den rævesnu kartelcowboy Westray (Brad Pitt) går det galt, da en lille tjeneste får skæbnehjulet til at rulle på grummeste vis.

Det er nogle fabelagtige personligheder Pulitzer-vinderen Cormac McCarthy har skrevet til sit første manuskript direkte til film. Helt ned i de mindste biroller fornøjes man af originalitet og overraskelser. Og det velkendte McCarthy-miks af skæbnesvanger, koldblodig og fatalistisk får det til at løbe koldt ned ad ryggen adskillige gange.

Desværre er dialogen ret oppustet, og ofte litterær til bristepunktet. Lyrik, der er skøn at læse, men som tale alt for superlativ. Mange af de lækre, skarpsindige replikker neutraliserer hinanden og flader ud jo længere samtalerne varer. Der filosoferes lifligt over alt og intet, og selve handlingen udfolder sig ganske uforudsigeligt – i blærede billeder og kompromisløs klipning.

De særdeles veloplagte rovdyrsscenarier udspiller sig på prærien, langs landevejen og i byen, og med Ridley Scott i instruktørstolen når volden nye velproportionerede højder. Særligt i to vilde wire-scener. Som McCarthy elsker han provokationen mere end fornuften, og det kommer der nogle herligt groteske scener ud af – hvoraf Malkinas orgiastiske Ferrari-knepperi er helt uforglemmeligt, men mest vellykket fordi Reiners kommentarer er så spiddende.

Det er de bedst tilpassedes overlevelse – helt i tråd med rovdyrene, der gennemsyrer filmen. For det smukke ved geparderne er, at det de gør, er deres natur. Når mennesker lever efter den filosofi, bliver det ofte ganske psykopatisk. Således også Scott-McCarthys mareridtsthriller: Smuk på overfladen, men bestialsk i dybden.