pixel

F1

  • Joseph Kosinski
  • premiere 25. juni 2025
  • 4.02

F1

Fakta

ACTIONDRAMA

Originaltitel: F1: The Movie

Premiere 25. juni 2025

Nørdniveauet er alarmerende højt i denne tempofyldte film om verdens mest prestigefyldte klasse indenfor motorsport, Formel 1. Så er man til fart og teknikken bag de avancerede racerbiler, er ‘F1’ et velproduceret overflødighedshorn. 

Sonny Haynes (Brad Pitt) er en aldrende racekører og fri fugl, der lever som en nomade fra hånden til munden. Som ung i 1990erne var han stortalentet man så som en kommende F1-verdensmester, men en frygtelig ulykke satte en brat stopper for det. Efter 10 år væk fra motorsport vendte han tilbage og har siden deltaget i forskellige løb i forskellige klasser, hvor fællesnævneren er fart - og nu er han en afgørende brik i et NASCAR-holds sejr på Daytona. 

På jagt efter det næste løb hvor han kan tjene lidt penge, men endnu mere på jagt efter den helt særlige følelse han får når han kører, opsøges han af sin gamle ven og holdkammerat Ruben (Javier Badem) som ejer det skrantende F1-hold APXGP. Ruben har desperat brug for en sejr for at beholde sit hold og han tilbyder Sonny et sæde i sæsonens sidste ni løb. 

Nyheden om det nyeste APXGP-medlem bliver ikke vel modtaget af holdets besætning og i endnu mindre grad af den unge, arrogante racerkører Joshua Pearce (Damson Idris), der muligvis har talentet men har mere fokus på cirkusset der følger med rollen som F1-kører, og dermed tydeligvis er Sonnys diametrale modsætning.

Der er altid blevet lavet film om hurtige biler og de mennesker der kører dem. Blandt de bedste kan nævnes ‘Rush’ (Ron Howard, 2013), ‘Le Mans ’66’ (James Mangold, 2019) og selvfølgelig dokumentarfilmen ‘Senna’ (Asif Kapadia, 2010) om den brasilianske racekører Ayrton Senna, der nåede at vinde F1-verdensmesterskabet tre gange inden sin tragiske død under et løb i Italien.

Allerede i de indledende sekvenser af ‘F1’ får Hans Zimmers score minderne til at vælte frem om ‘Days of Thunder’ (Tony Scott, 1990), hvor Tom Cruise spiller en ung talentfuld og dumdristig NASCAR-racekører. Begge film er produceret af Jerry Buckenheimer og har Zimmers musik - og der er enkelte ligheder eller sagt på en anden måde: ’F1’ er ikke fri for klichéer. Den erfarne kører og det unge talent - der kan jo næsten ikke andet end opstå et genkendeligt rivaliserende mentorforhold mellem to generationer. Og naturligvis er der også en kvinde (Kerry Condon).

‘F1’ har et dansk islæt i form af Kim Bodnia i rollen som den tekniske chef Kasper. Der ikke det store at sige om skuespilspræstationerne - de gør det alle udmærket, men det er ikke det man skal se filmen for. Der hvor ‘F1’ virkelig skinner og skiller sig ud fra mange andre racerfilm, er den plads filmen giver til nørderiet. Det tekniske ved Formel 1-løb: strategierne, bilerne, hvilken type dæk der skal køres med hvornår, og hvordan der kan hentes få afgørende sekunder hist og her. Og filmfotografen Claudio Miranda leverer i en sådan grad, at det flere gange giver en fysisk reaktion - ikke mindst når man er med i bilen med omkring 340 km/t. 

Mest læste

seneste
film

28 Years Later
4.02

Danny Boyle
Cinema Made in Italy 2025
4.02

Grand Teatret
Bird
4.02

Andrea Arnold
The Phoenician Scheme
4.02

Wes Anderson
For fuld musik
5.04

Emmanuel Courcol
Sommerbogen
3

Charlie McDowell

seneste
scene

Sonoma
5.04

Østre Gasværk
Southern Beads
5.04

Folketeatret
Cupid's Call
3

LiteraturHaus
Nemo
3

Sort/Hvid
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling