The Tree Of Life

Hvad er egentligt meningen? Med livet? Med verden? Med os? Vi fødes og dør, og vi forsøger at skabe en mening med det, der sker imellem de to punkter i vores liv, der blot er krusninger på verdens overflade.

Familien O’Brien og deres tre sønner lever et kærligt og kompliceret liv i 50’ernes Midtvesten. Mor (Jessica Chastain) er troende, men tilgivende og kærlig. Hun overgiver sig til nåden og livet. Far (Brad Pitt, der også har produceret) er hård, fordi han ønsker at drengene skal være stærke og selv styre deres skæbner.

Vi møder familien, da den mellemste søn dør pludseligt som 19-årig, og ganske, ganske langsomt, rulles tiden og historien tilbage og de fragmentariske glimt ind i familien bliver langsomt sat i en sammenhæng, mens den ældste søn, Jack (Sean Penn), der kæmper med tvivl og skyld over at have overlevet sin bror, ser tilbage.

Åh, og så får vi også hele verdens historie og en masse voice-over.

Terrence Malick har aldrig været en instruktør, der inviterer indenfor. Du ser, hvad du ser, og du tolker som du vil. Det kan man så elske eller hade. Her bombarderer han sanserne og svøber tilskueren ind i skønhed, gru og sanselig dvælen ved en moders blik, et svævende blad eller Big Bang.

Det er en film, der både er banal og blændende smuk. Lommefilosofisk og monumental. Hvis man vælger at lade sig suge ind i den meditative og meget langsomme film, som gemmer på en fin lille historie, alt det storladne og metafysiske til trods, så finder man gode præstationer.

Især fra de tre drenge, der lever i en verden af evige sprinklere over græsplæner, springende frøer og gyldne øjeblikke. Uskyld, der kan tabes hvert øjeblik. Der er ondskab og brutalitet i drengestregerne og opdragelsen, men det handler dybest set om at finde ud af, hvad det vil sige at være et menneske. Tror jeg.

Filmen stiller store spørgsmål fra en stor instruktør, der ikke kommer med svar eller bare en parlør. Vel egentlig lidt som en gud.