Tro

  • Uppercut Danseteater
  • premiere 27. januar 2017
  • 4.02

Fakta

MODERNE DANS

Uppercut Danseteater i Dansekapellet

27. januar – 12. februar 2017

Her er seks unge, smukke og spændstige dansere, der danser røven ud af bukserne i en blanding af smertefuld alvor, finurlig humor og mellemøstlig mystik. 'Tro' er en forestilling med masser af tempo og et dramatisk udtryk. Lyden buldrer derudaf, af og til så højt, at det niver i ørene. 

Flere momenter er værd at fremhæve. En lidenskabelig duet mellem Mark Philip og Stephanie Thomsen, kvinden, der også har koreograferet forestillingen, er yderst dragende. Også en legende sekvens mellem Jens Schyth Brøndum og Luc Boris André står som to stille perler i havet af overældende fælleskoreografier. 

Overalt på scenegulvet dukker der ægte tæpper frem, som hidtil har været gemt under den sorte dansevinyl. Det giver en overraskelseseffekt gang på gang, og sætter prikken over i'et på forestillingens finurlige stil. 

Der børstes tænder om kap, med raslende tandbørster, og der kæmpes ihærdigt om pladsen i en stor lædersofa, der senere fungerer som en slags flyvende tæppe med smukke Stephanie tronende over de andres hoveder. 

Forestillingen er sat til 12 år og opefter, og der er ingen tvivl om, at forestillingen vil gå rent ind hos publikum omkring den alder. Den er drevet frem af en barnlig nysgerrighed og humor, som hele tiden bryder frem med nye, skæve billeder. Billeder, der kvitteres med latter fra bænkerækkerne. 

'Tro' er dog langt fra en useriøs forestilling. Der er både hyl, skrig og smerte i overmål. Og en mystik i alle skålene med vand, som ikke rigtig giver mening, men sammen med de ægte tæpper giver en fornemmelse af noget rituelt. Den største seriøsitet ligger dog i dansernes solide arbejde på scenen. Tingene sidder i skabet, og der bliver ikke et eneste sted sprunget over hvor gærdet er lavest. Performerne giver sig vitterligt 100 procent, og det ER altså bare fascinerende at se på stærke kroppe, der bevæger sig til sveden løber nedad lårene. 

Det eneste, der decideret kan kritiseres, er den dramatiske seriøsitet, som hviler over en del af forestillingen inklusiv startscenen, og som fremstår lidt påtaget alvorlig målt imod forestillingens helt igennem ægte legende og lystige sekvenser. 

Uppercut og Stephanie Thomsens forestilling er en oplevelse for øjet og fantasien, mere end for hovedet. Ved man ikke, at den handler om tro, og bider man ikke mere end almindeligt mærke i koreografiernes religiøse referencer, ja, så kunne forestillingen lige såvel handle om så meget andet. Om mennesket. Om livet. Om fællesskab. Men det gør nu ikke så meget. 

Interessant er det at se på, tiden flyver, underholdningsfaktoren er i top – og hallo, hvor skal man ellers gå hen og finde knivskarp breakdance på et bedetæppe? 

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

4.02
Teater V
5.04
Black Box Dance Company
3
Operaen
4.02
Bådteatret
4.02
Betty Nansen Teatret

seneste
film

5.04
Felix van Groeningen
4.02
Peter Segal
4.02
Clint Eastwood
4.02
Gabriele Muccino
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.