Verdens værste menneske

Alle kan føle sig som verdens værste menneske indimellem. For det er helt menneskeligt at revse sig selv over nederlag, fejltagelser, uformåen med mere. De subtile undertoner i denne titelkarakter er bare én af mange underfundige detaljer i norske Joachim Triers nye film om livets mange muligheder, og deraf mange valg.

Det er disse valgmuligheder, som unge Julie (Renate Reinsve) har udfordringer med, så med fuld knald på dropper hun ind og ud af karriere, trends og mænd. Indtil hun møder den 15 år ældre tegneserieforfatter Aksel (Anders Danielsen Lie), der giver hende ro og reflektion. Men snart føler Julie sig igen ustadig, og kaster sig ind i et nyt forhold med den jævnaldrende Eivind (Herbert Nordrum), der matcher hendes rastløse energi og flakkende sind. Men hun vil stadig mere, og valgene er ikke blevet nemmere.

Ret realistisk men også raffineret fortalt med mange skift i (hendes) tempo og følelser, og fokus på forelskelsen. Dog ikke kun forelskelsen i en anden person, men i livet og alle dets muligheder. At ville en masse i livet og mærke suset i mødet med nyt. Multiload på impulser, ideer og muligheder er karakteristisk for vores samtid - og det er svært at vælge til og fra, og ligeledes at fastholde engagementet, i frygt for at gå glip af noget. En evig søgen efter det næste kick, boost, rush.

Filmen leverer mange af dem, særligt i nogle vidunderligt løsslupne scener mellem Julie og Eivind. Helt exceptionelt er deres første møde til en fest hun crasher impulsivt, hvor de udforsker grænserne for utroskab. Det er den bedste flirt - med svedlugt, cigaretrøg, prut og slap pik - helt aldeles uforglemmelig. De næste møder er så intense at verden omkring dem går i stå, og snart slipper alt løs i en flipperfest med nøgenhat, blodig tampon, babyhallucinationer og fartraume. 

Det giver kriller i hele kroppen, så man føler man har været der selv, ligeså i de mange dialoger, der er både filosofiske, fjollede, forbløffende og fortryllende i ægthed og nærvær. Også i scenerne med Aksel, der repræsenterer det mere alvorlige og voksne. I starten af deres forhold er de - i bedste jazzy Woody Allen-stil - muse og mentor, og til slut nærmest soulmates. 

Renate Reinsve vandt skuespilprisen på Cannes Film Festival sidste år, og hun er forunderligt dejlig, men det er mændene, der rør mest: Herbert Nordrum som Eivind og Anders Danielsen Lie som Aksel, der især til sidst får tårerne frem. Dette trekløver er filmens hjerte, og selvom de indimellem bringer det værste menneske frem i hinanden, så er de tilsammen noget nær det perfekte menneske.

Joachim Trier - og den faste manuskriptpartner Eskil Vogt - nailer igen det moderne menneske i opbrud med traditioner og forventninger. Ubeslutsomheden i en verden, der forventer fiks fokus og snap succes. At skulle træffe valg er uundgåeligt, og noget kan man håbe og vente på, men andet må man selv opsøge. Mest af alt må man affinde sig med at få ting er perfekte - over længere tid - og nyde de mange små ting, der giver rush, man aldrig glemmer. 

Sådan er ’Verdens værste menneske’ - helt uimodståelig og overraskende, betagende og uforglemmelig. En ny nordisk klassiker, der lægger sig i forlængelse af de to tidligere Oslo-film: ’Reprise’ og ’Oslo, 31.August’ - men stadig en helt selvstændig film. Nyd den!