pixel

Thelma

  • Joachim Trier
  • premiere 30. november 2017
  • 5.04

Fakta

THRILLERDRAMA

Premiere 30. november 2017

Kvindepower så iskøligt som de naturgivne og biologiske overlevelsesprocesser, der udspiller sig i de to korte startscener. Mærk dem, så løber det endnu koldere ned ad ryggen i de afslørende slutscener. Nordisk thrillergys bliver ikke meget bedre end Joachim Triers ’Thelma’.

Hun er mystisk og fascinerende, og selvom man ret hurtigt fornemmer noget farligt og skræmmende, bliver man ved med at holde af Thelma. Vekselvirkningen mellem offer- og magtrolle er eminent tilpasset coming-of-age-dramaet, hvor uskyld og oprør kæmper i et sind svøbt i strikt religion og en krop tikkende af seksualitet. Toppet med overnaturlige kræfter, som har en stærk familiehistorie bag sig. Det er simpelthen et mesterligt ungpigeportræt, den norske instruktør Joachim Trier har skabt sammen med sin faste manuskriptpartner Eskil Vogt, og det nye talent Eili Harboe er særdeles vidunderlig i rollen.

Fristelserne melder sig hurtigt, da Thelma flytter til Oslo, og med sit begrænsede sociale tæft har hun svært ved at tolke slangerne i både hverdag og drømme. Symboler for religion og videnskab, seksualitet og frugtbarhed, helbredelse og død, samt meget andet. Overordnede temaer i den kundskab hun vil have, og som er forbundet med den biologi hun har valgt at studere og de overnaturlige kræfter, der raser i hende og udmønter sig i heftige krampeanfald.

Det udtrykkes smukt og vildt i et par fantastisk smukke scenarier i Den Norske Opera og Ballet – til opførelsen af León & Lightfoots moderne ballet ’Sleight of Hand’ – af erotisk spænding, der får den imposante lysekrone til at ryste og glimte. Thelma og Anja (Kaya Wilkins) er forelskede, og ingen af dem har kontrol over deres følelser.  

Den kontrol Thelmas forældre (Henrik Rafaelsen og Ellen Dorrit Petersen) ellers forsøger at opretholde ved daglige telefonopringninger, og i en skriftestolsagtig samtale med faren lyver hun så tårerne triller lydløst og køligt. Stærk og foruroligende dobbelthed, som også sitrer af nerve, da hun ligger til undersøgelse for anfaldene og ikke vil give slip. Og der bliver det overnaturlige forbundet med virkeligheden, fordi Thelma får en diagnose, der i ældre tid blev forbundet med (seksuel)hysteri og hekseri, men nu er en reel psykologisk lidelse forårsaget af traume eller anden overbelastning, eksempelvis stress.

Men Trier og Vogt har flere lag i det magiske pigebarn, hvis mentale billeder især folder sig ud i visuelt hårde og lydmæssigt melankolske toner fra Triers faste fotograf Jakob Ihre, komponist Ola Fløttum og lyddesigner Gisle Tveito. Stemningen er uovertruffen – ofte nervepirrende og kuldegribende – når de trækker 1800-tallets norske eventyr/mytologitradition indover, hvor menneskets forbindelse med naturen dominerede.

For Thelmas udfoldelsesmæssige referencer er fra naturen, hvor der er en vis råhed i eksempelvis overlevelsesinstinkter fremfor filosofi og moral, og det bliver de visuelle minder hun reagerer på. Hun får ting til at ske – ja, men eftersom hun har levet en beskyttet tilværelse med restriktioner – både pga. religionen, men også hendes særlige kræfter – er hun også ret påvirkelig overfor nye impulser omkring hende. Hvorfor er det eksempelvis en pige hun vil tiltrækkes, og ikke en fyr? 

Ligeledes hinter de mange oversigtsbilleder og naturpanoramaerne også mod højere magter. Thelma får muligvis opfyldt nogle personlige ønsker, men hvorfra kommer hendes særlige kræfter? Meget antyder at hun er en af Guds skabninger, som tror på at Gud har et formål med hende. Dermed har den overraskende slutning måske dobbeltbetydning – for er det hendes oprør fortsat, eller spiller højere magter stadig med? 

De fire grundelementer spiller alle stort ind: jord, ild, luft og især vand skaber næsten deres eget liv. Og Thelma er en urkraft, et naturelement med ekstrem power, og hendes dualitet holder hele filmen igennem vores sympati. Trods hendes åbenlyse manipulation og selvopfyldende egoisme, hvis effekt virker mere intellektuel end følelsesmæssig, og dermed holder en iskold overflade. Men hvilket smukt og vildt kvindeligt power-thrillerdrama!

Mest læste

seneste
film

Past Lives
4.02

Celine Song
Jeg er morderen!
5.04

François Ozon
Håndtering af udøde
4.02

Thea Hvistendahl
Dream Scenario
4.02

Kristoffer Borgli
The Night of the 12th
5.04

Dominik Moll
Frit fald
6

Justine Triet

seneste
scene

Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling