Warszawa

Som anden del af teatertrilogien ’Det 6. Kontinent’ er ’Warszawa’ noget mere enkel i udtrykket end første del ’Hotel Nelson’, der husede mange forskellige skæbner.

Til trods for fremadstormende dramatik med masser af lange dialoger, så er det under halvdelen af tiden, at jeg føler vigtigheden af ordene. Mest af alt er det fuldemandsbavl, fortidssnak i tomgang og falden-på-halen episoder leveret af todimensionelle typer. Det kan være rigtig fint i små doser, men kan ikke fylde et stykke ud og stadig være interessant. Og sjovt bliver det kun meget sjældent.

Selv om vi inviteres på en næsten to timer lang forestilling med masser af tid til at dykke ned i hver af de fire personers historie, når karaktererne ikke rigtigt ind under huden og kun få gange bliver historien vedrørende.

David lider af noget. Ingen ved rigtigt hvad, men hemmeligheden kommer til syne i underteksten i ny og næ – i glemsomhed, ufrivillig vandladning og en vild nat med en filmstjerne, som også gæster hotellet i den polske hovedstad. Det bliver i få øjeblikke levende og vigtigt. Men snart drukner vigtigheden igen i gentagelser og ringe leverede replikker.

Jens Sætter-Lassen er dog eminent på scenen og på intet tidspunkt falder han igennem i sin skuespilpræstation som David. Hans karakter er interessant og bærer flere sider – ligesom alle mennesker gør – hvor gymnasiekammeraten Johannes (Cyron Melville) og dullen Louise Madsen (Mia Lerdam) virker håbløst naive og klichefyldte.

Denne forestilling sværmer omkring drømmen, venskabet, sorgen og kærligheden, men ingen af disse enorme følelser eller forhold når ud over scenekanten. Ordene hænger hjælpeløst fast i hotelværelset og forsvinder ud i ligegyldighed. Her er meget lidt på spil, selvom ønsket garanteret er et andet.