Welcome To The Rileys

Dengang jeg var en helt ung mand spillede og så jeg meget tennis. Mine favoritspillere var Becker og Leconte. Det var de fordi de selvfølgelig var virkelig gode, men også fordi de var fejlbarlige. Denne film, 'Welcome To The Rileys' mindede mig på en eller anden måde om dette. Giver det mening? Nej, umiddelbart ikke, men så læs her.

"Welcome to the Rileys", står der på døren til familien Rileys ærkeamerikanske hjem i ærkeamerikanske Indianapolis. I huset bor Douglas (James Gandolfini) og Lois (Melissa Leo), et ægtepar, for hvem hverdagen siden deres 15-årige datters tragiske død har været én lang kamp for at udfylde det deraf opståede tomrum og overleve mentalt. Douglas finder trøst hos en lokal servitrice og Lois har simpelthen ikke forladt huset i årevis.

En konference sender imidlertid Douglas til New Orleans, hvor han indleder et far/datter-forhold til en 15-årig prostitueret. En karikeret og meget lidt subtil pointe, ja, men det kan man tillade sig når kernehistorien er stærk nok. Og det er den.

Disse karakterers udvikling tager man til sig og man glæder sig inderligt over, at de bliver klogere som filmen skrider frem, uden at vi dog får den helt store klæge Hollywood-udløsning af perfekt afstemte handlinger i forhold til følelser.

For nogle gange ser man en film som man på trods af alskens fejl og mangler bliver nødt til at holde uendeligt meget af. 'Welcome To The Rileys' er sådan en film.

Billederne er alt for symbolladede, dialogen vil alt for meget, der er mindst én sidehistorie for meget og skuespillet er sine steder på kanten af det skingre. Men den brillerer i enkelte scener som en sand mester gør det, specielt når Gandolfini taler al sin faderlige uformåen og uforløste kærlighed til sin døde datter ud gennem sin enorme næse. Selv i knap så vellykkede sekvenser holder den et flot og charmerende niveau.

Det er en klassisk udviklingshistorie efter katastrofen, og det virker næsten altid for denne anmelder. I hvert fald gør det denne gang. Og nej, den handler ikke om tennis.