The Whistleblower

Der er eddermugme meget råddenskab i verden, og det synes den spillefilmsdebuterende instruktør Larysa Kondracki ikke vi skal snydes for som biografgængere.

Hvis man har været i tvivl om, hvor bestialsk en slagmark krigen i Bosnien-Hercegovina var, behøver man kun sætte sig til rette i biografmørket til den autentiske thriller ‘The Whistleblower’ - der blot behandler efterdønningerne i den på alle måder ødelagte region - for at få vished.

Den amerikanske politibetjent Kathy tager i 1999 til Balkan med et splittet sind for at hjælpe med at opretholde lov og orden i et blomstrende slaraffenland for kriminelle. Hun gør det primært af personlige, semitvungne omstændigheder, og alle humanistiske aspekter er sekundære.

Indtil hun ser, hvad der foregår lige for øjnene af hende og værre endnu, lige for øjnene af alle de internationale hjælpestyrker. Ja, det er faktisk værre endnu, mange af hendes kolleger fra de internationale hjælpestyrker er oven i købet profitabelt engageret i kvindehandel med dertilhørende tortur og mord.

Kathy gør det til sin mærkesag at afsløre disse umenneskelige tilstande og den nederdrægtige korruption, men det er ikke helt så let, for bagmændene sidder tilsyneladende temmelig højt på strå i FN.

'The Whistleblower' viser i modsætning til mange andre film ikke bare vold for underholdningens skyld. Det er Kondracki magtpåliggende at portrættere de virkelige forhold, og ja, det er makabert, sygeligt og tåreindbydende, men det er samtidig så vigtigt!

På trods er filmen alligevel letfordøjelig i kraft af sine spændingskurver. En politisk thriller ville være utænkelig uden, og der er grænser for, hvad folk vil udsætte sig selv for at se, hvis det ikke også besidder en underholdningsværdi.