pixel

Wicked

  • Fredericia Musicalteater
  • premiere 18. september 2024
  • 5.04

Wicked

Fakta

MUSICAL

18. september - 17.november 2024

Fredericia Musicalteater & Tivolis Koncertsal

Grønt! Det er strålende. Det er sprudlende. Det er spektakulært. Grønt er… Wicked! Og det betyder måske noget helt andet end man først tænker. Det er nemlig et af de helt store temaer i denne pragftfulde og eventyrlige musical.

For hvad er sandheden? Hvordan opstår ondskab? Og hvad er hemmeligheden - bag de grønne dråber? Den store Grimmerie? De røde sko? Og hvem har de magiske talenter? ’Wicked’ er ikke bare (endnu) en historie om godt versus ondt, men mere spotlys på tilgangen til det uundgåelige: arv, relationer, normer og moral. For man påvirkes af andres meninger og handlinger, og danner derfra egen personlighed og skaber udvikling.

De to hovedkarakterer er modpolerne der med syngende overbevisning bekræfter den motivering. Glinda (Johanne Milland), den perfekte blondine med overdrev af selviscenesættelse; og Elphaba (Nanna Rossen), det ydmyge heksetalent med grøn hud og lilla hår. De mødes på kostskolen Shiz i Oz og mod alle odds bliver de venner - men også rivaler da Prinsen (Diluckshan Jeyaratnam) viser dem begge interesse. 

Historien om Oz kender man fra filmklassikeren ’Troldmanden fra Oz’. Hvor Dorothy skal finde troldmanden for at komme hjem til Kansas, og på den gule murstensvej møder masser af eksistentielt eventyr i Fugleskræmslet, Blikmanden og Løven, samt Den Gode Heks og Den Onde Heks - og lærer om hjerne, hjerte og mod. ’Wicked’ går bagom magien og skildrer venskabet mellem de to hekse, og krydrer med Dorothys historie. Hun popper tilmed op på scenen i små glimt, ligesom de røde sko og hendes tre nye venner også får deres egne småhistorier. 

Stephen Schwartz’ Tony Award-vindende nyklassiker fra 2003 har fået ny skarp oversættelse af Mads Æbeløe Nielsen, og selvom der er virkelig mange ord at snuble over i de skønne sange, så går det forrygende for hele det veloplagte cast. Især vidunderlige er de to hovedaktører: Nanna Rossen tryllebinder i alle tonelejer, og duetterne med Johanne Milland er eminente, med Millands lysere toner også helt perfekte. Så mange hjertelige grin over Glindas skrydende selvforherligelse i den mest kendte sang ’Populær’; overfor Elphabas jordnære charme der tilsidst flyver afsted for fuld power i ’Godhed bliver altid straffet.’

Der er grønne effekter i stimevis - lys, scenografi, kostumer, væsner og tilmed væsker. Med vild og spøjs kreativitet i Smaragdbyen hvor kostumerner også har fået et ekstra nordisk puf på fantasiskalaen. Benjamin La Cours scenografi brillerer udover det grønne også i kobber og guld, og understreger den musiske magi med inspiration fra instrumenter som violiner og flygler - både udvendige og indvendige former. Stradivarius og Steinway på grønt trip. 

Titlen er mere end bare "ond-ond", for i slang betyder det alt muligt sejt som "storslået, cool, excellent". Og det er Thomas Agerholms nyfortolkning, der rummer dualismen og et relevant fokus på sandheder og løgne. At sandheden ikke altid er hvad man tror, eller hvad man får fortalt, ses gennem manipulation, forskellige overbevisninger og perspektiver. Og verden går videre uden nogen egentlig ved hvem den virkelige skurk var/er. Til gengæld er venskaber og fællesskaber alt!

’Wicked’ er et fænomen af en musical, der har taget alverdens musicalfans med magisk storm og rykket ind som nummer to på listen over bedst sælgende musicals i verden. Fredericia Musicalteater har igen skabt musicalmagi i skønneste, herligste pragt og pryd, og dette show er lige rykket ind på førstepladsen over bedste musicals i DK lige nu. 

Mest læste

seneste
scene

seneste
film

La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher
Joker Folie À Deux
2.04

Todd Phillips
Lee
3

Ellen Kuras
Føreren og Forføreren
5.04

Joachim A. Lang
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling