Let Me In

Det har ikke skortet på vampyrfortællinger de senere år. Stephanie Meyers 'Twilight'-serie affødte et regulært jordskælv af teenagelitteratur om kærestesorger og blodtørst, og de efterfølgende film har været kultiske tilløbsstykker i stil med 'Sex and the City' eller 'Harry Potter'.

Nu har en ny bloddonor meldt sig på banen, 'Let Me In', et amerikansk remake af den svenske kultsucces 'Lad den rette komme ind'. Spøjst nok er vampyrismen dog kun et perifert tandhjul i urværket. Den egentlige historie er en melankolsk, kolddyster og socialrealistisk skildring af en problematisk og spirrende pubertet, som drengen Owen oplever den.

Owen lever alene med sin mor og kæmper hver dag mod mobning og ensomhed i en stille og snefyldt flække, hvor han ingen venner har, indtil en ligeså forknyt pige flytter ind i hans boligblok.

Hun vandrer barfodet rundt i vinternatten og har ingen idé om, hvordan den virkelige verden fungerer. Abby hedder hun. Hun er tolv år og hun har været tolv år meget længe, og så har hun brug for blod for at leve.

Langsomt lærer de hinanden at kende, og hver især bruger de hinandens selskab til at flygte fra realiteterne, flygte fra mobningen - og fra blodtørsten.

Filmen er indhyllet i en ejendommelig stemning af tungsind og mindreværd, tempoet er skruet helt ned og inderligheden er i fokus. Det er ganske virkningsfuldt, og faktisk ender det med kun at være lidt mærkeligt, at der hist og her er en voldsomt blodig og brutal scene.

'Let Me In' er en fin kommentar til vampyrgenren; en symbolsk fortælling, der læner sig op ad status som et nymodens folkeeventyr, men først og fremmest er det et vellykket remake.