A Girl walks Home alone at Night

Iranske vampyrfilm er ikke hverdagskost, mildest talt. Men snyd ikke Dem selv og sæt tænderne dybt ned i denne foruroligende lækkerbisken.

Dreng møder vampyrpige i den iranske udørksby Bad City. Pigen (Sheila Vand) lever ensomt og har adskillige liv på samvittigheden, inden hun møder Arash (Arash Marandi), en hård negl med et hjerte af guld og en far, der er junkie. Sammen nærmer de sig noget, der føles som kærlighed i nattens skygger, fjernt fra de andre særlinge i Bad City.

Fra første sort/hvide billede og fra første tone af det fantastiske soundtrack står det klart, at denne film både læner sig op ad Tarantino (musikkens farvning af scenerne, mexi-trompeter møder arabisk sang og fræseguitar), Jarmusch og Lynch (det lidt stive, sort/hvide, skæbnebestemte) – og går sine helt egne veje.

Også Kaurismäki burde nævnes her, selvom det er uvist, om instruktør Ana Lily Amirpour har ham på hitlisten. Der er noget i de flade, men alligevel genkendelige figurer, der bevæger sig mellem det magiske og socialrealistiske, der minder om hans univers. Vi har ludere, pimps og foruroligende katte. Vi har mennesker, der lever på kanten af håbløshed, men ikke i frygt. Verden udenfor Bad City er fraværende.

Stilistisk er 'A Girl walks Home alone at Night' beruset af sin egen evne til at plukke velkendte frugter og servere dem, så de smager som første gang. Western-, kult- og horror-elementer får en helt ny tone, insisterer på at lyse sort og dunke hvidt. Den er lavet med et kærligt bid til mestrene og et uironisk los i løgene til samme.

Filmen er måske lidt for selvbevidst, lidt for ung, lidt for meget og for lidt på samme tid. Kameraet står indimellem så stille, at det føles, som om filmen omtrent går i stå. Men alligevel, så er det skæbnetunge og lette, letgenkendelige og det sære en inciterende dans.

Og et saftigt cirkelspark til dem, der vil lægge en masse mening i det, der kan opfattes symbolsk. Er en skateboardkørende hipster-vampyrette iført åben chador og jeans et opgør med det iranske regimes kvindesyn? Er hun en hævner? Er hun en hilsen til Marjane Satrapis kvinder i 'Persepolis'? Eller er hun bare? Kør med i den sorte solnedgang, og døm selv.