Mr. Nice

Så er tiden åbenbart moden til at få fortalt historien om Englands største narkosmugler gennem tiderne, Howard Marks.

En begavet ung mand fra et hul af en walisisk mineby, som kommer til Oxford for at studere. Her bliver han mere grebet af det der kan ryges end det der skal læses. Han begynder at importere hashen selv og herfra skal vi så ud på en tour de force af irriterende ligegyldighed.

Marks bliver styrtende rig. Lever i sus og dus med kvinden han elsker og får en masse børn. Gang på gang snyder han myndighederne, men til sidst strammes nettet dog så meget, at han ryger i fængsel i årevis. I fængslet reformeres han til et nyt og bedre menneske, og uden for fængslet venter mor og børn.

Man får lyst til at sige højt at flyve, dybt at falde. Men det vil på den anden side være for irriterende. Hovedrollen spilles irriterende og højtråbende ligegyldigt af en af de absolutte mestre i overspilningens kunst, Rhys Ifans. I flere irriterende biroller ses, desværre, ganske fornuftige skuespillere som Chloé Sevigny, David Thewlis og Crispin Glover som alle kæmper og kæmper med deres irriterende replikker.

Som om det hele ikke var irriterende nok, så har Philip Glass begået originalmusikken. Suk. Og, nå ja, for at understrege hele den afmægtige nihilistiske fuck-all-jeg-er-drug-dealer-atmosfære, så har man brugt John Lennons 'God' i en afgørende scene, da publikum til den her irriterende film åbenbart formodes at være for dumme til at fange pointen, selvom den overspilles groft.

Dog er det mest irriterende rulleteksterne, der ledsages af et close-up af Rhys Ifans, der ryger en joint. Dette er en af de mange film, der ikke skulle være lavet, dertil er historien simpelthen for ligegyldig og ja, for irriterende.