The Amazing Spider-Man

Allerede? Genstarten af Spider-Man er charmerende castet og i det hele taget temmelig vellykket, men forskellen fra de tre temmelig vellykkede film fra 00'erne ligger i detaljen.

Og gider vi så egentlig starte forfra, allerede?

'The Amazing Spider-Man' er mere trofast mod tegneserie-forlægget end Sam Raimis fortolkning, der tillod sig at ændre en anelse på mytologien. Men vi er altså primært ude i fanboy-petitesser, som hvem, der er Peter Parkers high school-sweetheart, og hvordan, han skyder med det spind, han svinger sig i, efter at have fået superkræfter af en muteret edderkops bid.

Denne gang Spidey er også lidt mørkere, mindre over the top og med en mere underspillet humor. Men at kalde den dyster og realistisk vil være en stramning. Lidt mindre karikeret og lidt mindre spektakulær er 'The Amazing Spider-Man' snarere genfortælling, end gentænkning som 'Batman Begins' – og det er alligevel for tidligt til, at være rigtig amazing.

Den nye netsvinger Andrew Garfield går ellers rent ind som klassens splejsede skater, der har arvet sin forsvundne fars store hjerne og sin onkels store hjerte – en mere sammensat og identificerbar outsider, end Tobey Maguires flinke nørd.

Som splejset, smartass super-teen rammer Garfield ikke lige så rent, men det overdøves af en helt vidunderlig goofy turteldue-kemi med søde, smarte Emma Stone. En kejtet tiltrækning, der får lov at få kød på, ikke ulig instruktøren Marc Webbs smågeniale romcom-debut '(500) Days of Summer'.

Rhys Ifans er også en relativt facetteret skurk, i hvert fald indtil krybdyrhjernen tager over. Dennis Leary giver en ny signatur-tur som sympatisk strisser, og veteranerne Martin Sheen og Sally Field er selvfølgelig pålideligheden selv som onkel Ben og tante May.

Til gengæld er product placement'en ofte mere opsigtsvækkende end action-eskapaderne, trods den bedste Stan Lee-cameo, ever, og finalens førstepersons flyveture.