Get Low

'Get Low' er en af de film, man bliver helt glad indvendigt af at sidde og følge. Ikke fordi filmen er en komedie eller hylende morsom, men simpelthen fordi den er så fantastisk godt skruet sammen og fyldt med så gode præstationer over hele linjen.

'Get Low' fortæller en historie, der er lige dele vandrehistorie, fabel og legende – og som sådan er et stykke vaskeægte americana.

Vi er i 1930ernes USA, hvor Depressionen har ramt hårdt. Her følger vi den ældre Felix Bush (Robert Duvall), en eneboer, der har trukket sig helt tilbage fra omverdenen og lever i selvvalgt ensomhed uden for en lille flække.

Men – som i alle gode historier - sker der en dag noget. En anden excentrisk eneboer i området stiller træskoene, og Felix hører byens folk fortælle historier om den gamle i krogene. Derfor griber han fat i den lokale bedemand, Frank (Bill Murray) for at bisætte ham før tid, så han er i live til at høre, hvad folk egentlig har at sige om ham, når han endegyldigt forsvinder fra denne jord. Spørgsmålet er dog, om stakkels Felix i det hele taget kan få nogen til at vise ham den sidste ære.

Filmen er delvist baseret på den sande historie om Felix Breazeale, der gav sig selv en ordentlig afskedssalut i Tennessee i 1938. Og som sådan en gammel knark med nok i sig selv og sit, er Robert Duvall yderst velvalgt til rollen.

Duvall er altid fantastisk at følge, og han formår at give Felix tilpas med nuancer til, at man som tilskuer formår at holde af den ellers usympatiske herre. Også Murray med sit lettere ironiske stenansigt fungerer (igen) perfekt som bedemanden Frank, der går med på den gamles luner.

Samspillet mellem de to er i sig selv billetprisen værd. Det skal også nævnes, at et gensyn med Sissy Spacek også er balsam for sjælen.

'Get Low' er ud over at være et fint karakterstudie også en film om fortællinger, hemmeligheder og ønsket om tilgivelse. Felix har i sine 40 år hjemme i hytten båret på en hemmelighed, der ikke skal afsløres her, men den kunstige begravelse er udmøntet af en ægte forhåbning fra Felix’ side.

En forhåbning om selv at kunne fortælle sin historie og herigennem opnå lutrelse. Det er fortællingerne, der former vores liv, og det er en oplevelse at sidde på første parket til Felix’ historie.

Kan stærkt anbefales.