Orla Frøsnapper

Det er svært at være en bette lort. Især med en så tarvelig bølle som Orla Frøsnapper i hælene.

Det er næsten lige så svært at skulle genopfinde flere generationers fælles godnatlæsning.

Både temperament og tegnestreg minder om Ole Lund Kirkegaards i den første af tre 3D-animeringer af hans klassikere fra børnehøjde ('Gummi-tarzan' og 'Otto er et næsehorn' følger). Men tiltroen til den lille, kaotiske fortælling i sig selv har åbenbart ikke været overvældende.

Fair nok, at Orla har kvittet smøgerne og har fået tilført lidt årsagsforklarende ensomhed. Men det udvidede persongalleri (ind med en fornuftig pige, og frem med Slagterens smælderfede hund, der hverken er smælderfed eller Slagterens længere) er unødvendig og tidsudtrækkene vanetænkning. Og den omsiggribende omskrivning af hele det store kanonkonge-klimaks sendte mig direkte hjem til podernes boghylde, for at dobbelttjekke, om Ole Lund Kirkegaard virkelig var så skematisk. Selvfølgelig var han ikke det.

Den dramaturgiske tilbygning gør ikke 'Orla Frøsnapper' ringe, men mindre særlig. Båret af især Nikolai Lie Kaas' skægge stemmeskuespil er The Movie da et sympatisk og hyggeligt forsøg, men den vil snart glide ud i den glemsel, hvor The Book aldrig ender.