Det stærke køn

Briterne er gode til mangt og meget. Bl.a. at skildre en slagfærdig arbejderklasse og det historiske drama, og her mødes de to, så man både morer sig og hepper.

Rita O’Grady (Sally Hawkins) er en typisk engelsk hårdtarbejdende fabrikssyerske anno 1968. Hun er hurtig og dygtig ved maskinen på en af Fords mange bilfabrikker, selvom forholdene er horrible.

Hun tager sin tørn, også derhjemme, og tror på solidaritet, selvom hun ikke er fagligt aktiv. Indtil den dag det går op for hende, at der er mere på spil end som så. Den lidt myge Mrs. O’Grady, og de andre damer på fabrikken, får sat gang i en bølge, der kan ændre England. Og resten af industrilandene.

Der er få ting, der er så underholdende som den gode britiske arbejderkomedie, hvor en gruppe kulørte karakterer står sammen og får gennemført det umulige til alles bedste. Se ’Brassed Off’, ’The Full Monty’, ’The Boat That Rocked’ eller sågar instruktørens egen ’Calendar Girls’, blandt mange andre, og lur mig, om du ikke bliver opløftet, bare lidt.

De film er ikke mesterværker, men engagerende, godt spillet og med en autentisk nerve, der løfter tilskueren i takt med karaktererne, fordi der i historien faktisk er noget at kæmpe for.

Det samme kan siges om ’Det stærke køn’, der i genrens tradition både rummer tårer og latter (mest det sidste), leveret af et stærkt ensemble af dygtige skuespillere, der alle kan deres kram. Ingen er kølerfigur eller statister.

Tidsbilledet og miljøet er ramt så smukt. Dagenham, hvor filmen foregår, er langt fra det swingende London. Ritas og de andre kvinders kamp handler ikke om rødstrømperi, men om simpel retfærdighed. De er arbejderklasse, og stolte af det.

Som tv-serien ’Mad Men’ skildrer filmen en svunden tid, hvor fabrikker kunne fylde i landskabet, industri var en god ting, mænd røg smøger og bestemte, og kvinder ikke skulle bryde deres kønne hoveder med faglige spørgsmål.

Da Rita leder sine 186 kolleger i strejke, ændrer det sig. Både for hende og de andre. Konflikten tilspidses, både ledelsen, fagforeningen og de mandlige fabriksarbejdere begynder at knurre, men kvinderne er sejere end det læder, de dagligt syer sæder af.

’Det stærke køn’ er ikke et britisk svar på ’Norma Rae’, hvor grundtonen var det tunge og socialrealistiske, men et skønt og yndefuldt nyt medlem af familien af underholdende britiske ensemblekomedier, hvor mændene ofte har trukket læsset. Udover strålende indsatser fra Bob Hoskins (der spiller tillidsmand) og Daniel Mays (Mr. O’Grady), sendes de dog hér hjem fra fabrikken.