The Descendants

’The Descendants’ er overlegent god.

Hovedpersonen har det mere end svært, og alligevel er ’The Descendants’ en elegant og overvældende humoristisk film, der på mange måder minder om instruktørens gennembrudsfilm, ’Sideways’.

Det er ikke nemt at være Matt (George Clooney). Hans hustru ligger i koma, hans to døtre er umulige, og han finder ud af, at konen har været ham utro. Derfor må den succesfulde advokat selv klare sine døtres fortvivlelse (eller mangel på samme), samtidig med at han har en stor beslutning hængende over hovedet.

Matt er nemlig efterkommer af en stor konge på øerne omkring Hawaii, og familien ejer hektarer af uberørt jord. Han skal finde ud af, om jorden skal sælges dyrt eller naturen bevares.

Instruktør Payne finder humoren i tragedien, og han bygger sine karakterer op ved først at rive dem ned: Alle ’The Descendants’’ personer præsenteres fra deres mest usympatiske side til en start, hvorefter vi nærer mere og mere sympati med dem filmen igennem.

Når det er sagt, må man sige George Clooney. Eller nærmere brøle: Geeeeeeeeorge Clooooooney! For tak for hawaiiansk olietøndemusik, hvor spiller sølvræven Clooney et af sine livs roller! Han er kombinerer nerven og humoren fra ’O Brother, Where Art Thou’ med den alvor og pondus, han viste i ’Syriana’ og ’Good Night, And Good Luck’.

For denne mand betyder Hawaii problemer. Det er ikke drinks og damer med kokosnødde-bh’er, men en daglig kamp. Clooneys formidable skuespil og Paynes skarpe billeder af Hawaiis nedslidte bagside præsenterer dette på den mest effektive og finurlige måde.

Samtidig skal Shailene Woodley, der spiller den ældste datter, også nævnes. Bid mærke i navnet. Den tyveårige skuespillerinde indfanger humor og smerte på en helt utrolig måde, som bør gøre hende til en af den nyeste generations største stjerner.

At kalde ’The Descendants’ næsten perfekt, ville være at gøre grin med filmen. Payne og Clooneys lille mesterværk er nemlig en fejring af den menneskelige ufuldkommenhed. Det, at vi skal være noget for andre end os selv, er svært, men i livets store situationer lykkedes det for det meste alligevel. For os og med lidt held også for vores efterkommere.