Miraklet i Le Havre

Småt er godt, især når det er fransk på finsk. Når andre film ikke kan blive store nok, så er Aki Kaurismäkis seneste værk en af de halvgrimme, skæve fisk, der svømmer mod strømmen. Og heldigvis for det da.

Hans 30. film (hvis vi tæller kort- og dokumentarfilm med) ligner noget, man har glemt kunne se sådan ud, hvis man kun lader sig bombardere med effektfilm.

Det er en kukkassefilm befolket med skæve karakterer, så stift spillet og kunstigt belyst, at man ikke har set noget lignende siden... ja, det er ikke godt at vide. Men fabel-agtigt i ordets bedste forstand.

Den aldrende boheme Marcel (André Wilms) er skopudser på havnen i Le Havre. Det er en fattig, men tilfredsstillende tilværelse. Han køber alt på klods og afleverer dagens usle løn til sin forsagte og svagelige kone (Kati Outinen). Da en containerfuld afrikanske flygtninge bliver opdaget på kajen, kommer drengen Idrissa (Blondin Miguel) ind i Marcels liv. Og med venners hjælp sætter Marcel alt ind på at få drengen til London, hvor hans mor allerede er.

Hvis det lyder vældigt socialrealistisk og politisk, så frygt ej. Det er muligt at læse en aktuel problemstilling ind i filmen, men fordi Kaurismäki går helt nær på sine stovte, sære og utilnærmelige karakterer, så handler ’Miraklet i Le Havre’ mest om medmenneskelighed – og historien fortælles med en underspillet, varm humor.

Kaurismäki får lirket og lokket nogle fine præstationer ud af skuespillernes karakterer, der er helt flade på papiret og har replikker, der er vinde og skæve. De får ikke meget, men man tror på deres sære, små liv. Især knuger man nok et lommetørklæde for Kati Outinens lille viv.

Og så må Jean-Pierre Darroussins hårdt prøvede politikommissær roses – en lille hård mand i sort trenchcoat, hat og handsker, der måske rummer et hjerte af guld.

Det moderne har aldrig sagt Kaurismäki så meget, for nu at sige det mildt. Derfor ryges der franske smøger, drikkes avec’er i et væk og baguetter bæres under armen i miljø, der ligner noget fra lige efter Anden Verdenskrig.

Er man Kaurismäki-fan, vil man uden tvivl føle sig hjemme i Le Havre. Kender man ikke manden, kan man roligt begynde rejsen til hans tidligere film her.