Wallis & Edward

Her er så årets måske mest skizofrene film. Hvis ’Wallis & Edward’ havde koncentreret sig om netop Wallis Simpson og Edward d. 8., ville den få fire store stjerner, for netop den del af filmen fungerer.

Men hovedhistorien foregår i 1998, hvor Wally, en ulykkeligt gift yngre kvinde med en voldsom Wallis Simpson-fiksering, bruger det meste af sin tid på Sotheby’s auktionshus i New York. Her kigger hun på hertugparrets ejendele, der udstilles for potentielle købere, før de skal bortauktioneres. Ind imellem flettes så diverse flashbacks til væsentlige episoder i Edwards og Wallis’ liv.

Der er bestemt gode ting ved filmen. Historien om den fraskilte amerikaner og kongen, der abdicerede for at kunne blive gift med sit livs kærlighed, er i sig selv fantastisk og både Andrea Riseborough og James D´Arcy yder gode præstationer som titelpersonerne. Den bedste sekvens involverer Edward, der smugler amfetamin ned i sine gæsters drinks for at få gang i festen, Wallis der danser, og på lydsiden Sex Pistols. Det lyder underligt, men er en fantastisk scene.

Filmens ubetinget svageste punkt er Wally (Abbie Cornish, der ellers er en udmærket skuespiller, for eksempel i australske ’Candy’ med Heath Ledger). Wally er ganske enkelt enormt irriterende og da en af filmens gennemgående personer råber ”Get a life!” til hende, kan man kun erklære sig enig.

At være køn og se lidende ud er bestemt ikke nok, og figuren er derfor ekstremt endimensionel. Cornish bliver heller ikke hjulpet af et manuskript, der ofte brillerer med nogle af de værste replikker siden ’Striptease’ og enkelte sindssygt urealistiske plot-elementer.

Kan Madonna rent faktisk instruere film? Et rungende ’måske’. Denne anmelder giver hende i hvert fald nogle chancer til, før hun bliver afskrevet helt som instruktør. Som manuskriptforfatter er hun mildest talt mangelfuld, selvom ansvaret her ikke er hendes alene. Hendes medforfatter er Alek Keshishian (som instruerede doku/koncertfilmen ’In Bed With Madonna’).

Men nutidshistorien i ’Wallis & Edward’ er så irriterende, at man får lyst til at smide ting mod lærredet, og selv med den bedste vilje fortjener den del ikke mere end 2 stjerner. Derfor kan ’Wallis & Edward’ kun lige snige sig op på 3 stjerner.