Frankenweenie

Er det ikke ved at være ret længe siden, at Tim Burton har lavet sig en væsentlig film, og ikke bare en halvgod, halvfjollet sag med übergennemført scenografi og Johnny Depp i ny udstyrsudklædning? Den gotiske, sort/hvide dukkeanimation 'Frankenweenie' er helt Depp-fri, men for uoriginal en originalitet til at blive en klar undtagelse. Det snerper dog.

For uhyggeligt hyggelig er den, den lille homage til klassisk horror og sære unger med store, sorte render om øjnene. Hvori en enspænder-dreng mister sin elskede pølse af en vovse, men inspireres af sin dybt udiplomatiske fysiklærer til at rode lidt med genoplivning. Snart er klassens fysikdyst løbet af sporet og dyrekirkegården tømt.

Burton svælger i skygge-effekter i det stiliserede 50'er parcelhus-univers, hvor referencerne til gamle monsterfilm i samme farvetone er uendelige. Nogle raffinerede, andre meget åbenlyse, som det grumme-grineren gyserfigurgalleri af klassekammerater. Og det er umuligt at undgå at se den unge, smalfilmseksperimenterende Frankenhunde-ejer i et selvbiografisk skær.

Meget længere, end at være en helhjertet hentydning, kommer 'Frankenweenie' så ikke, trods små pip om sorg og ignorance. Og trods den ved skæbnens ironi har det twist, at være en Disney-finansieret, forlænget, men ellers meget trofast dukkeversion af Burtons egen live action kortfilmsdebut fra 1984, der blev anset som så mærkelig, at den fik ham fyret fra... Disney.

Dansk stemmelægning er fravalgt, fordi censuren har stemplet et 'tilladt over 11 år'-mærke på plakaten. 'Frankenweenie' udarter selvfølgelig, det er jo en monsterfilm, men den kunne stadig sagtens have tilbudt den undertekstbesværede målgruppe en noget mere øm og underfundig tur i det terræn, som andre animationer som 'ParaNorman' og 'Hotel Transylvania' har trasket rundt i på det seneste.