Lincoln

Sidste år jagtede han boldsugere. Med karatespark og træhugger-økse kandiderede Amerikas sekstende præsident til titlen som årets mindst sandsynlige vampyrjæger.

I år færdes Abraham Lincoln igen i genkendelige omgivelser. Opløftet af dånende masser og udfordret af spekulative politikere. Udrustet med gudbenådede talegaver og en karisma så kolossal, at den ændrer et helt kontinents karakter.

Borgerkrigens blodudgydelser bebyrder den gamle Lincoln (Daniel Day-Lewis). Puritanernes krigspolemik overflødiggør det midterste ord i "Amerikas Forenede Stater". Præsidenten er presset. Med oratorisk snilde forsøger han at få vedtaget den 13. forfatningsændring – loven om slaveriets ophævelse. Men slaverne er selve fundamentet for Sydstaternes økonomi! Hvem vil bytte mætte maver og magelighed med moral?

Lincolns lakajer lobbyer sig til adskillige yay-stemmer. Men nay-sigerne dominerer stemmeurnerne. Oddsene stabler sig op. Heldigvis rager Lincolns statur højere.

Lincoln møder Day-Lewis møder Spielberg? En ligning, der efter al logisk forventning burde løfte barren for historisk filmfortælling. Og alligevel er 'Lincoln' et ensformigt studie i Find Fem Fejl.

Spielberg teamer atter op med ´Munich’-manusforfatter Tony Kushner. Et ærgerligt valg, for Kushner gør 'Lincoln' til kedsommeligt teater omsat til film. Højtravende mimespil med melodramatiske entréer og ditto replikker. Forstillet gøgleri, demonstreret til fulde i frådende debatter og indstuderede dialekter.

For meget politologi, for lidt people-pleaser. Aktørerne kværner og knevrer og kævler. Ordflom og ord-overload. Hvor bliver handlingen af?

Slaveriets uhyrligheder reducerer sig til enkelte afskrækkende fotografier, som Lincolns søn ynder at nærstudere. Kom igen! Stavnsbånd kontra suverænitet skal altså påvises, ikke blot påtales.

Tommy Lee Jones svovler sig igennem en komisk præstation. Sally Field som Lincolns ustabile hustru kløver sig ind i hjertet. Men der er ingen over, ingen ved siden af Day-Lewis' stoiske Lincoln. Filmens humane rejsefører. Fortællingens subtile dynamo. Samspillet med Field er vibrerende. Bare filmen havde holdt fast i dét!

I stedet skruer Spielberg op for skingrende sniksnak, smurt ind i sløvende stilistik. Det unikke menneske Lincoln bliver til en sand filmisk middelmådighed fra Spielbergs side.