Spies & Glistrup

Det er dybt vand, som Christoffer Boe har valgt at soppe i denne gang. For hvor dansk films sjældne fugl normalt svæver højt med storladne billeder, der leder tankerne mod artfilmens store auteurs, så er hans ’Spies & Glistrup’ en kerne(u)sund, dansk fortælling om det smågale makkerpar, der erobrede Danmark med vanvittige påfund.

Men Boe løser den nye udfordring ved at kombinere folkekomedie, kunstfilm og kulturkritik. For havde Simon Spies og Mogens Glistrup overhovedet været originaler i dagens Danmark, hvor morgenbolledamer og lav skat vel ikke kan afskrække nogen, nu hvor der findes reality-tv og flad-skat-debat?

De to havde nok nærmere været interessante, fordi de begge var lynende intelligente, men forvaltede intelligensen på hver sin måde. Spies var den joviale rejsekonge, og Glistrup den, der gerne ville være jovial, men aldrig kom i nærheden af at være andet end brovtende politiker.

Der skal to dygtige skuespillere til at formidle dette og med Pilou Asbæk som Spies og Nicolas Bro som Glistrup, har Boe fundet kvalificeret arbejdskraft. At Nicolas Bro sommetider glemmer den bornholmske dialekt, kan man leve med, så længe kemien funkler så spillevende mellem hovedpersonerne, som den gør.

Samtidig kan instruktøren ikke lade være med at formidle smukke billeder. Blandt andet eksekveret i en scene, hvor de to kammerater kører Spies’ åbne sportsvogn gennem en dansk kornmark. Det er ualmindeligt smukt.

Således bliver eneste bismag i ’Spies & Glistrup’, at man kun fornemmer personerne frem for at mærke dem. Men når det er sagt, så er hr. Boe og co.’s nye film en virkelig vellykket og stærkt underholdende overklassefest.