De Ufrivillige

Ruben Östlunds spillefilmsdebut er noget så sjældent som en fuldstændig usentimental dissekering af det sociale menneske.

I 'De Ufrivillige' sætter han socialt samvær under luppen og skildrer en række situationer der i deres skræmmende jordnære genkendelighed giver både mavepine og smil på læben.

Som når ægtemanden stolt nægter at afbryde sin kones 60-årsfest bare fordi han har fået en fyrværkeriraket i øjet.

Eller når et velmenende forældrepar overtaler deres søn med Downs syndrom til at tilstå en forseelse han ikke har begået.

De svenske landsmænd Roy Andersson og Lukas Moodysson lurer i kulissen, men det bliver aldrig sort som 'Sange Fra Anden Sal' eller melodramatisk som 'Lilja 4-ever'.

I stedet domineres dialog og tematik her af en næsten dokumentarisk realisme der fastholder os som vidner til hverdagsscenarier der afslører en almenmenneskelig tendens til ikke at kunne sige fra.

Menneskene i 'De Ufrivillige' udsætter konstant hinanden for små overgreb – uvidende og ufrivilligt – og uden anden årsag end at de er mennesker.

Konklusion? Endnu en svensk mesterinstruktør er født.