pixel

Triangle of Sadness

  • Ruben Östlund
  • premiere 22. september 2022
  • 5.04

Triangle of Sadness

Fakta

DRAMAKOMEDIE

Premiere 22. september 2022

 

Triangulær tristesse og solsveden satire. Man kan slynge mange smarte ord omkring Ruben Östlunds nye Guldpalme-vindende filmopus, der endnu engang provokerer de privilegerede, hvis overfladiskhed og arrogance når nye mængder af skidt og møg, da de svømmer i deres egen overflod.

Første scene går direkte til satiren. Total mode-bashing til casting af lækre fyre, der påbydes at skifte mellem to looks: det surmulende og nedladende til high end-mærket, samt det glade og frie til streetwear-mærket. Derefter citeres titlen som bekymringsrynken af casteren, der afviser modellen på hans glatte ansigt. 

Ingen gider tristhed, så det er bare at bevare facaden. Men selvfølgelig keder de selvoptagede rige sig så meget at de må brokke sig og/eller finde på noget der afpudser deres magt. Såsom at få bragt Nutella med helikopter til en luksusyacht; at beordre crewet til at rengøre det beskidte sejl, som ikke findes på denne slags lystbåd; og at få al servicepersonale til at rutsje i havet, midt i klargøringen af den store kaptajnmiddag. 

Straffen - og endnu større latterliggørelse - kommer prompte, da fiskemiddagen i kombi med storstorm bliver en vild seance af søsyge, sprutrus og bræk i stride strømme. Og så eksploderer toiletterne også. Så imens de rige sejler rundt i deres eget bræk og lort, kæmper den spritstive kaptajn (Woody Harrelson) med den russiske gylle-mogul (Zlatko Buric) om at holde kommunistisk kamptale. 

Da de overlevende ender på en ø, fatter de selvfede stadig ingenting, selvom rengøringskonen (Dolly De Leon) tager magten og bliver ø-kaptajn. Hvad har de at bekymre sig om? Der pirkes kun lidt i overfladen her, og fornemmelsen af at de vil flyde ovenpå med pengene igen, gør at det ikke helt føles som en reelt truende situation. Aldrig den store frygt. Den ligger stadig hos under/middelklassen, og den overraskende slutning bliver et antiklimaks, hvor sympatien vakler. 

Östlund er skarp til persontegning, selv de overfladiske har han pudsige vinkler på. Ingen er egentlig sympatiske her, og som altid i hans film er det mændene, der er mest udsatte, sølle og til størst udlevering. Det unge model-par - den pæne Carl (Harris Dickinson) og den coole influencer Yaya (Charlbi Dean) - har sådan set hovedrollerne, men udvikler de sig?

For udvikling og mål er ikke Östlunds force, derimod en eminent procesfortælling, der spidder karakterer og handlinger særdeles tankevækkende. Hans eskapistiske stil gør sig yderst vellykket i at skrue helt basale scenarier sammen, så intenst at billeder og stemninger bliver uforglemmelige. 

Eksempelvis når det unge, smukke par diskuterer restaurantregningen i et setup om lønninger og m/k-roller, der trækker ud men holder hele vejen - gennem restaurantens pinlige realisme til elevatorens absurde og sjove kontantkast og hotelværelsets nærmest rørende generøsitet. Et lynsnapt indblik i deres forhold, der måske allermest er til fornøjelse og forretning på IG-basis. 

Igen må man konkludere at det står sørgeligt til med menneskelighed, ligeværd og anstændighed. ’Triangle of Sadness’ er en bastard af en film, man ikke rigtig ved hvad man skal synes om og stille op med. Den er meget mere end en bekymringstrekant, for den provokerer grænseløst, men er også så gennemsyret af overfladiskhed og arrogance at det smitter af, når man har grinet færdig af latterliggørelsen. 

Mest læste

seneste
film

Rimini
4.02

Ulrich Seidl
The Menu
3

Mark Mylod
Loving Highsmith
4.02

Eva Vitija
Ingen kender dagen
4.02

Annette K. Olesen
The Lost King
3

Stephen Frears
Holy Spider
4.02

Ali Abbasi

seneste
scene

West Side Story
4.02

Operaen
Vintersilhuetter
5.04

Riddersalen
En skærsommernatsdrøm
5.04

Det Kongelige Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling