Venus in Fur

Pels af, pels på. De seksuelle undertoner sitrer hver gang pels omtales. I kærlighed for pels som medfødt, med pels som magtsymbol og som en del af saligheden i smerte. Det er fremragende, men det bliver alt for meget kun ved snakken.

Talegaverne flyver lidenskabeligt over teaterscenen mellem mand og kvinde, instruktør og skuespillerinde, slave og herskerinde med mere. Thomas og Vanda er dybt uenige om seksualitet og kønsroller i stykket ’Venus in Fur’, som han holder audition på og hun crasher ganske forsinket. Til hans overraskelse er hun eminent i rollen, og så tjept som et piskesmæld får hun gang i en forførelse, der udvikler sig som et psykoseksuelt spil.

Men vi er langt fra den skandale, som novellen ’Venus im Pelz’ skabte i 1870 og årene efter, hvor den østrigske forfatter Leopold von Sacher-Masoch på baggrund af denne lagde navn til masochisme. Ifølge rygtet har stykket – inspireret af novellen – givet røde kinder og ører på Broadway siden premieren i 2010, men her i Europa kan vi jo klare noget mere på den seksuelle front. Man skulle derfor mene, at en modig opdatering til vor tid ville rumme mere seksualitet med det grænseoverskridende for øje.

Enkelte scener er tæt på at dampe af sex, men det stoppes lige inden det rykker ved noget som helst. Og det er jo en del af forestillingens spil. Men det bliver bare for konstrueret og mister en del af intensiteten. Nu handler det selvfølgelig ikke kun om sex, men det er immervæk den altdominerende referenceramme i både verbal og fysisk udfoldelse her. Magtspørgsmålene mellem kønnene er evigt aktuelle, og generaliseringen af svarene er svær. For vi er forskellige mennesker med forskellige behov og begær.

For hvem har egentlig magten i det erotiske spil? Den der undertrykker, eller den der undertrykkes? Det handler vel om, hvorvidt man er mest masochistisk eller sadistisk. Om hvad der falder én nemmest, eller giver mest tilfredsstillelse. Eller måske bare om hvem der har de bedste argumenter eller største overtalelsesevner?

Her tvister David Ives’ manuskript mellem det seksuelle og det intellektuelle, og man kunne godt mistænke ham for at være usikker på, hvad han egentlig vil med Vanda-karakteren. Udover at hun vil have ret i sine feministiske synsvinkler, fornemmer man ikke helt hvorfor eller hvad hun er.

Det fatter man klart med Thomas, personificeret gennem de små beretninger og replikker, der spejler hans privatperson i stykkets karakter. Det er hans historie, hans udvikling og hans psykoseksuelle fantasi. Casper Crump er helt formidabel, i både magt og afmagt brillerer han med nuanceret spil. Og får vel nærmest brugt en fuld palette af ansigtsudtryk – også de feminine.

Desværre er Mille Lehfeldt slet ikke så vampet, som den ene part af rollen fordrer. Når hun indimellem dykker ned i dybden – stemmemæssigt og fysisk – holder hun ikke sindstilstanden, men glider tilbage i det vanlige ungpigeagtige og joviale.

Venus i pels er hun først rigtigt til sidst, hvor hun ganske symbolsk iklæder sig den til forestillingen lånte pels (af Saga Furs) – designet af superstjernen Jennifer Lopez – i mink og shadow saga ræv. Gudeskøn og magtfuld.