Tosca

"Og aldrig har jeg elsket livet så meget." Den rammer hjerteskærende plet hver gang! Min yndlings-herrearie ’E Lucevan le stelle’ - alt for kort, og alligevel så sanseligt smuk. Og mere end nogensinde triller mine tårer her når italienske Matteo Lippi, som den dødsdømte maler Cavaradossi, tager afsked med sit liv og sin elskede Tosca.

Tenortonerne har også trukket lidt i tårekanalerne i 1.akt med ’Recondita armonia’ og den velkendte duet ’Qual'occhio al mondo’, der med fuld indlevelse viser kærligheden og lidenskaben mellem Cavaradossi og Tosca. Lippi og Francesca Tiburzi (også italiensk) har skøn kemi og deres stemmer flyder sammen i fryd, også i forestillingens sidste håbefulde duet ’O dolci mani’. 

Tiburzi virker som en blidere Tosca, hun er mindre diva og dramaqueen, og mere rørende og appellerende i sin jalousi - samt en smule naiv i sit verdenssyn. Men hendes kys forfører - til både kærlighed og død. Som hun synger i toparien ’Vissi d’arte’: "Jeg levede for kunst, jeg levede for kærlighed" og hendes sidste replik viser også fuld drama - mellem gudsfrygt og retfærdighed. 

Kasper Holten har for første gang iscenesat en Puccini-opera, og hans fantastiske talent for at skabe karakterdrama er perfekt til ’Tosca’. Han får virkelig passionen til at bære dette trekantsdrama. Maleren Cavaradossi står for retfærdighed og kærlighed, samt kunsten og dens udvikling, og overfor er politichefen Scarpia (stærk og fyrig Johan Reuter) fuld af magt og korruption samt begær efter Tosca. I mellem dem forsøger Tosca at afbalancere realiteterne, så magtspillet ikke får et fatalistisk endemål. Men hendes kys…

’Tosca’ er en lettilgængelig historie, for selvom Napoleon-krigene rumler i baggrunden med både sejr og nederlag, så er det mest bare et tidsbillede. Derimod har Holten gjort mere spændende ud af kunsten, hvor han - sammen med scenograf Phillipp Hürhofer - hinter til provokation og nyskabelse med tre forskellige malertendenser i de tre akter.

Først i kirken hvor Cavaradossi chokerer med at male sin version af Maria Magdelena, hvor han mixer to kvinders karakteristika. Hans maleri er afbildet som et ganske gennemsigtigt kæmpelærred - og bag det hænger et andet maleri med en masse nøgne kroppe, der ser ud til at falde - det føles lidt som skærsilden. Til denne scene hører også en skråtstillet spejlvæg, der spejler alt fra flere vinkler, både forvirrende og fascinerende, så det skaber effektiv uhygge.

Mere udefinerbart er maleriet i 2.akt, for det hænger skævt i loftet og kunne ligne alt mellem slagmark, forgudelse og fabeldyr - samt nogle foranderlige skyer. Det pryder overetagen, hvor Toscas koncert spiller - blandt andet for dronningen - imens der foregår den grummeste tortur lige under dem. I denne dunkle og gitrede underetage er det eneste lærred malerens blodplettede skjorte, og senere går Scarpias hvide outfit heller ikke fri.

I 3.akt flyder skriften på væggen ud i sort/grå vandfarve, og en teenagedreng entrerer og ’lufttegner’ - Cavaradossi drømmer sig tilbage til uskyldige tider på toppen af Rom: Skyer, måne, bytårne, broer og andet i enkle penselstrøg - blåligt, gult og orange, indtil de flyder ud til slut. Dybt fascinerende og mere moderne end de to andre akters malerier, men også naivt og sørgeligt, som passer tematisk til Cavaradossis dødsscene.

Denne slutscene er blandt mine personlige favoritter - så smuk i sin enkelhed og hjerteskærende i flere lag. Her høres også de nye bronzeklokker, som Det Kongelige Kapel fik doneret i 2023, og de glider fint ind i partituret som byens morgenklokker, der glider over i ’E Lucevan le stelle’-temaet. Og jeg tuder...

’Tosca’ er den dejligste Puccini-musik - og indimellem mere vilde toner end de typiske Puccini-noder. Som det drønflotte korscenarie ’Te Deum’ til afslutningen af 1.akt. Det kræver finesse og timing at afstemme de vilde og høje orkesterpassager med sangerne, men det formåede Det Kongelige Kapel under skarp ledelse af Daniele Squeo. Og man mærkede konstant passion og magt i sitrende flot spænding.