pixel

Sommerballet 2025

  • Bellevue Teatret
  • premiere 7. september 2025
  • 5.04

Sommerballet 2025

Fakta

MODERNE BALLET

7 - 14. september 2025

Bellevue Teatret

Årets sommerballet på Bellevue er igen i år forrygende - med hele to mesterværker til topkarakter, og den ene er dansk! Derudover to brasilianske kraftpræstationer af nærmest hypnotisk karakter.

Sidste års visit af det brasilianske statskompagni Balé Teatro Guaíra er udvidet med verdenspremieren på ’Stol - A Matter of Trust’, igen med koreografi af Alessandro Sousa Pereira. Et syret men ganske fascinerende show hvor ti af Arne Jacobsens klassiske 7’ere (som har 70 års jubilæum) bliver centrum for en afsøgning af Gentoftestolen - skabt af Designskolen Kolding - samt fællesskabet i at skabe kunst. 

Kompagniets fire kvinder og seks mænd - i beige jakkesæt og sløret af småblomstrede hætter - er imponerende og kreative i deres energiudladninger, og indimellem tæt på hypnotiserende i deres gentagelser. Men musikken? Maurice Ravels ’Boléro’ er blandt verdens mest kendte musikværker og de fleste har deres associationer med den - mange af dem nok erotiske - så det er noget af et sats at vælte rundt med stole, og eksempelvis illudere de ikoniske ’Boléro’-trommeslag. Hele (plus-minus) 17 minutter - og så endda med overskruet tempo og lidt forvrængning til sidst. 

Så er ’Castelo’ mere formfuldendt i sin forestilling om vores konstant foranderlige verden, hvor krop og sjæl må kæmpe for ikke at blive tilintetgjort. De ti danseres kropslighed og råstyrke sprudler og sprutter så det ikke bare er smukt men også forhærdende. Og man føler sig helt forpustet med dem, når de til sidst står foroverbøjet ud mod publikum i endnu en pulserende overlevelsesposition. Hypnotiserende og flimrende, måske allermest i det roligere midterstykke hvor der kravles, hænges og løftes over de nøgne, stærke rygge.

Årets store premierebrag er Flemming Flindts koreografdebut ’Enetime’ fra 1963 - baseret på Eugène Ionescos ’La Leçon’ fra 1951 - der har hittet stort både herhjemme og i udlandet. Blandt andet med hans hustru Vivi Flindt overfor Rudolf Nurejev. Så det er selvfølgelig et scoop at få hende til at iscenesætte denne nye version - oveni det helt perefkte cast: Alban Lendorf, Astrid Elbo og (italienske) Elisabeth Vincenti. 

Altmodisch er stilen: Mat-støvede spejle, falmede gardiner, slidte træstole, flænset barre og gammelt klaver. Georges Delarues klassiske toner er helt gyseragtige og da den strikse pianist (Elbo) nervøst tripper rundt og gemmer tåspidsskoene, så ved man at noget er ruskravende galt. Den naive, glade elev (Vincenti) aner intet, selvom balletlæremesteren (Lendorf) ser stramt mistænkelig ud. Og snart er det for sent: Tåspidsskoene på, smerteoptrapning og dødsscenariet. 

’Enetime’ fremstår topaktuel - både i temaerne om ambitioner, ritualer, udnyttelse og anerkendelse; og i de opdaterede trin, som de tre dansere perfektionerer. Især Alban Lendorf imponerer igen, man mærker hans udvikling i skuespillet, og hans udtryk er sygeligt skræmmende - fra den indledende berøringsangst over impulsiver til ustyrlig malice. 

Det hele toppes selvfølgelig af ’Le Jeune Homme et la Mort’ som forfører for tredje (og sidste) gang på Bellevue. 18 minutters fuldstændigt perfekt og sjælfuldt skæbnedrama, så råt og relevant - og uden tvivl min favoritballet i kort format. Jeg mærker hver eneste følelse og kropsudtryk når den utro kæreste/muse (Astrid Elbo) driver kunstneren mod hans selvmord.

Alban Lendorf er igen i fremragende form og helt perfekt - om muligt endnu bedre end nogensinde. Med stærke kropspositurer, flotte spring og inderlighed i sving mellem det frimodige og det desperate. Så meget livssmerte i så lille og enkelt et rum - fra seng, over bord og stole, til gulv og galge - og en psykologisk rørende genkendelighed der fylder rummet ligesåmeget som den uforlignelige dans.

Så topkarakter til både ’Enetime’ og ’Le Jeune Homme et la mort’ - og kæmpe tak til Bellevue Teatret for at genskabe disse vidunderlige balletværker - begge så rå og relevante. Desværre trækker de brasilianske værker ned i den samlede karakter. Men ’Sommerballet’ er altid et must for balletfans, altid forførende, fornyende og fordybende, samt dansk og internationalt topniveau i spændet mellem moderne dans og klassisk ballet.

Mest læste

seneste
scene

Tosca
4.02

Operaen
Håb
4.02

Skuespilhuset
Skønheden og Udyret
5.04

Det Kongelige Teater
Kontakthof
5.04

Det Kongelige Teater
Sonoma
5.04

Østre Gasværk
Southern Beads
5.04

Folketeatret

seneste
film

Rejseholdet - det første mord
3

Christoffer Boe
Together
4.02

Michael Shanks
Kærlighed
5.04

Dag Johan Haugerud
Bring Her Back
5.04

Danny & Michael Philippou
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling