Written on Skin

Skrevet på hud. En ganske genial titel, der smider lidt mystik af sig gennem hele forestillingen. For hvor bogstaveligt skal det tages? Er det poesi, print eller anden kunst? Eller en metafor for noget meget mere  ubarmhjertigt?

Replikken falder en gang - og kan have dobbelt betydning. Men afsløringen er der - den forstås bare ikke helt af den egocentrerede Mand, selvom musikken lader alle forstå dramaet. Manden har lige nedgjort sin kone og kaldt hende et barn, fordi hun vil have omsorg, kærlighed og sex. Og det synes at være hans primære mål i livet: at underkue sin kone.

På overfladen skal alting selvfølgelig se flot, rigt og succesfuldt ud - så Manden hyrer en yngre kunstner (Drengen) til at lave en illumineret bog som hylder deres liv. Men Kvinden udfordrer Drengen til flirt og forviklinger, og da løgnene afsløres i den færdige bog, går Manden særdeles brutalt og blodigt til værks i sin hævn. 

Det lyder nok enkelt og traditionelt, men den britiske komponist George Benjamin har sammen med librettist Martin Crimp skabt en nyklassiker - med premiere på Aix-en-Provence-festivalen i 2012 - der har flere lag i den sindrige historie mixet af gammelt og nyt. 

Historien er inspireret af en middelalderfortælling fra Sydfrankrig, om en trubadur-ridders skandaleaffære - som iøvrigt i 1350erne blev en del af Boccaccios ’Dekameron’ med en udvidet smuk slutning. I britiske Katie Mitchells iscenesættelse er denne klassiske del også stemningsfuld og smuk - og flot kontrasteret med den moderne del af dramatiseringen. 

Scenografien af Vicki Mortimer er delt i 2x2 rum, nutiden og fortiden. I venstre side er de moderne rum hvor de egentlige iscenesættere nærstuderer og forbereder ting, tekster, interiør og tøj, som de så bruger til at igangsætte de illuminerede scener. De går indimellem også med som 1-2-3 karakterer i højre side, hvor underetagen skifter mellem forskellige værelser og have, imens overetagen forbliver balkon, oftest i semi-mørke.

I starten føles aktiviteterne ganske forvirrende, og noget irriterende at karaktererne konstant både leverer dialog og fortællebemærkninger. Men efterhånden går alt op i Paradis og Helvede, og både replikker og fortælling bliver skarpere og mere skamløs. Som denne frygtindgydende horror-poesi: "Push our love into that man's eye like a hot needle. Blind him with it. Make him cry blood."

I det sidste grumme scenarie mellem Manden og Kvinden, foregår den vigtige tematiske forløsning på to planer. I den middelalderlige og i den moderne, hvor Drengen-karakter bliver renset og genskabt af en anden karakter med tatoverede englevinger på ryggen. Man husker her en af forestillingens første suggestive sanglinjer: "Fade out the living, snap back the dead to life."

Musikken er fuld af toneskift, der skaber stemning som på film. De rolige melodiske toner som blid optakt eller ulmende med ildevarslende toner over i fuld eksplosivitet. Skæve toner - eksempelvis af glasharmonika eller andre klokkelyde - samt pludselige høje, skarpe toner. Smuk er renæssance-strygeren viola da gamba, men i sin helhed er kompositionen foranderlig og ustadig - og ikke for alle elskere af klassisk musik.

Castingen er perfekt og alle både synger og agerer perfekt. Den candiske bass-bariton Daniel Okulitch debuterer fornemt på Det Kongelige Teater i rollen som Manden, og sopran Gisela Stille er fristende og rørende som Kvinden. Min personlige favorit, kontratenoren Morten Grove Frandsen er igen en fryd af smukke, fatale og gribende toner i partiet som Drengen. Og Jacob Skov Andersen får optimalt ud af samspillet med det nye talent Mathilda Sidén Silfver, når de mingelerer ind og ud af handlingstrådene.

Med de fine analysebriller på kan man ane en del interessante temaer. Om levende og døde, engle og dæmoner, samt mænd og kvinders interaktion. Om den omskiftelige magt i kunsten, og dens påvirkning på virkeligheden. Og ikke mindst om hvem der ejer hvilke historier, og hvem der har ret til at forandre og nytolke dem. ’Written on Skin’ har mange tidløse temaer, der alle kan samles under titlens poesi - for hvem har retten til at skrive på hud?