Min mægtige mor

Forventningerne er høje i salen da ’Min mægtige mor’ skal til at starte. Den lille sal er fuldt pakket og den støttende publikumslatter følger skuespillerne lige fra første replik. Det er da også tre højt elskede danske skuespillere, der står på scenen: Karen-Lise Mynster, Laura Bro og Rikke Wölck. Siden den Reumert-vindende ’Jeg hedder Bente’ fra 2014 har Rikke Wölck og High Noon Teaterproduktion leveret flere publikums-darlings. 

I ’Min mægtige mor’, som også er skrevet af Wölck, er det dog særligt Karen-Lise Mynster, der løber med opmærksomheden. I grønt jakkesæt og solbriller leverer hun en virkelig stærk morkarakter. Hun er mor til en voksen datter, spillet af Laura Bro, som er endt i en livskrise og har buret sig inde i sin lejlighed. 

Datteren har fået en depression og det er ikke den slags, der nemt går over igen. Roden til hendes smerte findes nemlig i verdens tilstand. Vandet, der stiger, nationsledere, der bekriger hinanden. Ulighed og hungersnød. 

Man kan mærke morens kamp for at indgyde noget håb og glæde i datterens tilværelse – men uden at træde forkert og ’’lægge pres’’ eller være ’’klæbende i sin omsorg’’, som datteren ellers kan anklage hende for. Man ser virkelig alle de små bestræbelser for at nærme sig datteren. At sige det rigtige, at gøre det rigtige. Vi forstår og mærker, at det er morens eneste vej til frihed og lykke. At datteren igen bliver fri og lykkelig. Det er trist, men det er overbevisende. 

Forestillingen bevæger sig faktisk hele tiden i en fin balance mellem komedie og tragedie. Der er masser af triste, akavede og forkvaklede momenter, men humoren ligger også hele tiden på spring. Det er så grundsmerteligt at se en mor stå og føre en envejssamtale med sin datters lukkede dør. Men det er også sjovt i sin pinagtighed. Som når moren i desperation begræder, at datteren bor uden møbler og sover på en madras: ”Men du har jo så gode indretningsevner.” 

Teksten er både hverdagslig og med dystre, poetiske sekvenser, hvor et underspillet ubehag kryber langsomt ind på én. Datterens situation bliver alt for sort for moren, der ikke forstår, hvad det skal hjælpe selv at gå ned med flaget. "Kan du ikke unde dig selv lidt glæde? Hvorfor straffe dig selv for at du har været heldig?"

Som publikum forstår vi dem begge to. Det samme gælder mormorens perspektiv, når hun senere bliver en bærende del af fortællingen. Og det er forestillingens store bedrift: Hvordan vi får lov at se en treenighed af kvindeliv fra alle tre sider – vi holder på skift med først den ene og så den anden. Vi ser de afgrunde i relationerne, der nærmest uundgåeligt vokser sig dybere og dybere, men vi ser også de mange broer af kærlighed, som de alle tre kæmper for at bygge over afgrunden. Nogle gange virker det, nogle gange det modsatte. Nøjagtigt som de fleste af os kender det fra eget liv. 

Selvom teksten og fremførelsen er både relevant og rammende, mangler der lige det allersidste for at jeg lever mig 100 procent ind i de tre karakterer. Som et lille lag af tilbageholdenhed eller distance fra scenen, som jeg har svært ved at sætte ord på, men som også holder mig en anelse i skindet oppe på rækken. Det ændrer ikke på, at forestillingen bestemt er seværdig med sit indsigtsfulde indblik i forskellige generationers forskellige livsanskuelser. 
 
’Min mægtige mor’ er kort sagt en forestilling for alle med interesse for generationsforskelle anno 2025 og for forholdet mellem mødre og deres voksne børn.