pixel

After the Hunt

  • Luca Guadagnino
  • premiere 16. oktober 2025
  • 3

After the Hunt

Fakta

DRAMA

Premiere 16. oktober 2025

Der er røre i akademikerverdenen i italienske Luca Gaudagninos ‘After the Hunt’, hvor en hændelse sætter skred i en Yale-professors ellers perfekte liv. Men trods et interessant tema bliver det et lidt for selvhøjtideligt drama. 

Filosofiprofessoren Alma (Julia Roberts) syntes at have det hele. Hun er gift med psykologen Frederik (Michael Stuhlbarg), der for det meste vimser rundt i deres enorme og luksuriøse lejlighed, lytter til musik, laver lækker mad, kommer med kloge, semikomiske observationer/kommentarer og alt i alt tager sig kærligt at sin hustru. Alma er vant til at blive feteret - også uden for hjemmet. Hun er respekteret og populær blandt både kolleger og studerende - særligt sin noget yngre og altid flirtende kollega Hank (Andrew Garfield) har hun et meget tæt venskab med. Og stjernen i klasseværelset, Maggie (Ayo Edebiri) er besat af hende i en grad der grænser til forelskelse, hvilket selv Frederik påpeger med irritation.

Under en fest hos Alma og Frederik, finder Maggie en kuvert fuld af hemmeligheder om Almas fortid, tapet fast til undersiden af en hylde i et skab på badeværelset hvor hun snuser rundt - åbenbart et helt naturligt sted at gemme meget private ting man ikke ønsker nogen finder? Dagen efter finder Alma Maggie foran sin dør, dirrende og i tårer. Stammende fortæller hun at Hank, som under hele festen havde rost hendes genialitet, havde fulgt hende hjem, inviteret sig selv indenfor og forgrebet sig på hende. Hun trygler Alma om at holde det hemmeligt, men kræver samtidig at hun støtter hende. Det sætter Alma i et ubehageligt dilemma og så ruller lavinen.

Luca Gaudagnino er kendt for at skabe pirrende provokationer, men denne gang synes der at have været for mange ideer på bordet og ingen af dem føres helt til dørs. De postulerede kloge mennesker vi følger, taler om den frie viljes natur og den individuelles moral i samfundet, mens de kaster om sig med referencer til Nietzsche, Kant og Hegel - bevares, vi har med filosofifolk at gøre, og der er da også nogle ganske interessante synspunkter, men sat op imod hvor skørt de ellers opfører sig, bliver det utroværdigt og på grænsen til useriøst. 

De åbenlyse sammenstød mellem generationer er spændende. Den gådefulde og reserverede Alma med sine hemmelige skelletter i skabet mod den (ret tydeligt) upålidelige Maggie, som måske slet ikke er så genial som alle går rundt og siger, men blot har ufattelig rige forældre og desuden både er kvinde, sort og homoseksuel, hvilket hun ikke er sen til at spille på.

Det samme gælder den vigtige diskussion om “ungdommen i dag”  - er de for hurtige til at føle sig krænkede, både på egne og andres vegne, og for fikserede på identitet samt retten til at blive hørt? Men det bliver for overfladisk og kompliceres af underlige sideplots - eksempelvis at Alma lider af mystiske mavesmerter, der kommer og går, og kræver at hun i al hemmelighed spiser piller som var de M&Ms. 

Andrew Garfield virker troværdig som den anklagede Hank. Julia Roberts ser plaget, men skøn ud i sine lækre og helt sikkert dyre outfits. Men der er slet ikke nok kød på historien og karaktererne til at de rigtigt kan folde sig ud. ‘After the Hunt’ vil så gerne være en intellektuel psykologisk thriller, men den bliver aldrig rigtigt spændende. Det er brandærgerligt.

Mest læste

seneste
film

En snegls erindringer
6

Adam Elliot
One Battle After Another
5.04

Paul Thomas Anderson
Caught Stealing
4.02

Darren Aronofsky
Rejseholdet - det første mord
3

Christoffer Boe

seneste
scene

Simon Talbot-Ekstra Extra
4.02

Royal Arena
Chess - The Musical
5.04

Det Ny Teater
Taxi Drivers
4.02

Sort/Hvid
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling