Bambi er tilbage

Det er ikke farligt, det er bare følelser. Sådan har det altid været med Bambi - meget lærdom og mange følelser, der skal takles under de lange, uskyldige øjenvipper og bedårende, våde dådyrøjne. Man kan ikke undgå at tænke Disney, men nu vil man også tænke Emma Sehested Høeg.

Fra de første sprøde toner er stilen genkendelig: Retro med moderne, trendy kant samt kontraster af natur (ægthed) og fantasi (fake - som det står på ryggen af pelsjakken). Kunstnergruppen How to Kill a Dog, der lynhurtigt fik en stor fanskare med teatertrilogien om kvindetyperne Pandora, Lolita og Madonna (2019-23), er tilbage i storstilet morskab. Ja, moderskab, når det er både rigtigt og forkert. 

At skabe et popkulturelt show med inspiration fra Felix Saltens klassiske 1923-dannelsesroman er en spøjs ide, men også ganske typisk for kunstnertrioen at finde endnu et retro-ikon og sætte det i moderne kontekst. Og Bambi fortjener sin renæssance - og er naturligvis opdateret til en feminin af slagsen.

Det urbane liv og den vilde skovnatur kodes sammen af en stor, panggul (vand)rutsjebane, der svajer rundt på drejescenen - som dog mest er en kæmpemetafor for de kvindelige hormoner, der svinger mødre ud af koncepterne. Mor (Emma Sehested Høeg) har ikke været sig selv i to år, far (Gustav Giese) kan ikke mærke mor længere og Bambi søger tilflugt i/over/under den falske forlystelsesbane.

Musikken - komponeret af Emma sammen med Rasmus Juncker - er både himmel og helvede, men oftest forløsende i den helt (s)ærlige stil som Emma altid tilfører. Og ret smukt og stemningmættet spiller en trio (med skiftende solister) fra det århusianske strygerensemble Who Killed Bambi live - iført gevir og glimmer(blod)plettede naturkostumer.

Der leges som altid lystigt med ordene, og der er ingen grænser for hvad der kan mingeleres i morskabets navn. Når moren mumler "har du knebet?" tænker man ikke kun på knibeøvelser, men på jalousi-tankerne om manden mon har kneppet andre, ikke mindst når han flirter med publikum. Hans modsvar er om det da kun er hende, der må det. For det gør hun i storstil - under påskud af at hun skal finde ind til sig selv igen - for hun har ekstremt brug for bekræftelse. 

Indimellem er der ikke langt fra bimbo til bambi, fra rådyr til dådyr - ligesom det hurtigt bliver klart at ’verdens bedste mor’ (på t-shirten) er ligeså fucked up som alle andre mødre. Den forrygende rant om do’s & don’ts går helt i selvsving af ærligt, forvirret, vredt, patetisk, skørt og grådlabilt (hormon)trip, som alle kvinder oplever på et tidspunkt, også ikke-mødre. Nu også SoMe-relateret.

Der er så meget (selv)iscenesættelse af arketyper og velkendte reaktionsmønstre at man kommer til at savne mere personlige input. Balancen mellem ægte og falsk udfordres også, ligesom ironien ikke altid er lige skarp, så man vakler mellem sjovt og rørende. Scenen hvor Emma facetimer med en publikummers mor, er virkelig underlig og påtaget, og sangen der burde være en rørende mor-hyldest, er bare pumpet til med røg og SoMe-vibe. Ideen er ellers god: Mødre har brug for at spejle sig i andre mødre - føle deres kærlighed, og lære af hinanden. 

Mere interessant er den febrilske søgen efter "den jeg var" og sangen om at "elske uden forsvar", som også synges fint af datteren/Bambi efter mor er væk. Iøvrigt ikke så rørende en død som man er forvænt med (fra Disney), nærmere helt heroisk og superstjerne-rock’n’roll - men helt klart et af aftenens højdepunkter, hvor publikum-interaktionen topper. 

Det er endnu en af How to Kill a Dog’s signaturer at inddrage publikum, og den store fanskare elsker det, og det rammer især den yngre målgruppe at få lov at deltage aktivt. Men selvom det fungerer fantastisk i Nørrebro Teaters ret kompakte sal, så synes jeg personligt det var en lidt tam omgang denne aften - særligt voxpoppen ’Kigger på mennesker’ - før de udklædte og kampklare publikummer entrerede scenen til det sidste opgør.

Gustav Giese er en potent garant for de mandehørmende scenarier, når han skiftevis træder i dyrisk karakter som legesyg ægtemand (gevirstærk hjort), selvfed terapeut (store lyserøde kaninører) og grum vildtjæger (britisk actionkarikatur). Sjovest i overgear med dirty dhjorty-smæk og (mælke)sprøjtende bryster, når mor og far endelig går til forlystelserne.

Alligevel er Bambi-showet ikke så overraskende, vildt, sjovt og provokerende som den forudgående trilogi, der sprængte rammerne for kvindelig seksualitet og selviscenesættelse. Men Emma Sehested Høeg er topcharmerende og superprofessionel, en trendsætter og en superstjerne, der sammen med instruktør Jennifer Vedsted Christiansen og scenograf/kostumier Petruska Miehe-Renard skaber helt unikke forestillinger. Teater ud over scenekanten og en vigtig interaktiv faktor i fremtidens teaterliv.

Her er trenden lig med budskabet om at opløse (køns)roller samt at behandle dyr og natur væsentligt bedre. Men det er oftest ganske rodet og til sidst tripper Emma op på piedestalen og sammenfatter budskabet om at give liv, værne om naturen og blive en del af den. Selvfølgelig i en forrygende slutscene med kæmpekjole (som edderkoppenet) bredt flagrende ud og op over hele scenebilledet - og en af de bedste sange om at lade det regne og blæse, imens man samler sit liv.

Der er stjernemomenter i ’Bambi er tilbage’ - på grin og følelser - men jeg har slet ikke samme følelse af at blive rusket og provokeret, som i de andre forestillinger (inklusiv tv-serien ’Killjoy’). Så måske er det ikke bare følelser, måske er det bare endnu sværere at balancere det sjove og det rørende når det gælder moderskab. Men How to Kill a Dog prøver, og det er faktisk kæmpestort, for der er så mange tabuer og forventninger at gøre op med, og ikke mindst gøre bedre. For Bambi og for alle kvinder.