Drømme

Kunsten at eje, eller at eje kunsten. Metaforen er klar fra første blik på det udstillede, og den der formår at se, nyde og begære det. Men kender man lidt til den mexicanske instruktør Michel Franco, så ved man at der er dybere, mørkere temaer bag.

Med en ulmende vibe starter det med drømme og legende intentioner. En heftig affære mellem en ung mexicansk fyr og en moden amerikansk kvinde, der finder fælles passion og tripper rundt i begærets dunkle mål - indtil en af dem går over de udefinerede grænser.

Per impuls er Fernando (Isaac Hernández) flygtet fra sit hjemland, og per instinkt flytter han ind hos Jennifer (Jessica Chastain). Og så rammer klasseskel og -skam hurtigt. For Jennifer er ikke klar til at vise ham frem til sin millionærfamilie - bror (Rupert Friend) og far (Marshall Bell) - der sammen administrerer en højtprofileret kunstfond. Ihvertfald ikke som andet end det nye ballettalent fra det danseakademi som de finansierer i Mexico City.

Heldigvis er Fernando initiativrig og ambitiøs, så han får balletbenene ind hos San Francisco Ballet, hvor han blandt andet øver ’Swan Lake’. Uheldigvis er Jennifer mindre begejstret for hans overtag, og konfrontationerne står i kø og får ret frygtelige konsekvenser.

Michel Francos stil er kontant, kynisk og kølig - også når den kapitalistiske filantropi (eller omvendt?) shines op i hvide, lysende, strømlinede gevandter og lokationer. Jessica Chastain er perfekt i rollen som kvinden der inderst inde gerne vil mærke det rå og lidenskabelige, men kun kan nyde i sit kontrol- og magtbehov. Alt kan købes for penge, og både kunst og kunstnere lader sig udstille. Men hvordan ejer man, og kan alt ejes?

Fokus er på de feminine energier, og Jennifers begær åbner for både sårbarhed og selvbedrag. I en central sexscene - som måske er et flashback, måske en fantasi - initierer Jennifer en sexsnak, der afspejler hendes kontrol, manipulation og ønske om at vise ham at det er hende, der har magten. Men scenen - og resten af filmen - vipper frem og tilbage mellem deres begærlighed og afhængighed.

For deres drømme om (fælles) fremtid er forskellige, og i titlen ligger undertonerne af de udbrændte "american dreams", med hints til Trumps intensiverende immigrationsudskamning. Uden at være for politisk ladet er der nogle stærke scener i startens illegale ankomst og de represssive udvisninger midtvejs. Resten ulmer konstant psykologisk mellem de to hovedkarakterer - især i selskab med andre - og konfrontationerne giver aldrig rigtig plads til følelser eller drømme der holder.

’Drømme’ har en realistisk base, men kun spinkle drømmende håb, der kryber ind under huden. Og den uundgåelige konklusion er vild, ond og frygtindgydende, et traume for dem begge, skabt af ren og skær magtudøvelse. Som filmen åbnede med skrig, afsluttes den også - nu med uvis fremtid og slukkede drømme.